Aarhus Universitets segl

Legepris til DPU-forsker

Lars Geer Hammershøj fra DPU forsker i børns leg og har senest redigeret bogen ”Legekunst - Leg, dannelse, kunst og kultur i dagtilbud” fra forlaget Samfundslitteratur. Han har netop modtaget Jørn Møllers Legepris i anerkendelse af sin forskning.

Lektor Lars Geer Hammershøj fra DPU, Aarhus Universitet modtog Jørn Møllers Legepris under Gerlev Legekonference 2022.

”Med denne pris vil vi gerne markere, at forskningen på dette felt er uhyre vigtigt, selvom den på nogle måder har trange kår. Og hvorfor er det vigtigt? Det er fordi, leg handler om livet, hvordan vi lever sammen, interagerer – ja, skaber samfund. Og fordi leg også handler om dannelse, om at blive sig selv gennem andre. Er der nogen, der både har fastholdt legen for legens egen skyld, men også arbejdet med legens dannelsesmæssige og kreative potentiale, er det årets prismodtager”, lyder det i begrundelsen for at overrække Jørn Møllers Legepris til lektor Lars Geer Hammershøj fra DPU, Aarhus Universitet. Prisen blev overrakt under Gerlev Legekonference 2022.

Lars Geer Hammershøj modtager prisen for sin samlede forskningsmæssige indsats, men i begrundelsen fremhæves ikke mindst hans indsats i forbindelse med forskningen i ’LegeKunst’. Et nationalt projekt, der handler om at fremme leg og dannelse i dagtilbud gennem børns møde med kunst og kultur.

Leg og dannelse

Lars Geer Hammershøj har selv i forbindelse med forskningen i LegeKunst peget på, at leg kan noget særligt i forhold til dannelse, fordi den er lystfuld og foregår i frihed.

”Når leg er et middel til læring, er der noget bestemt, man vil opnå med legen. Det er fint, for det gør det sjovere og mere effektivt at lære. Men leg for legens egen skyld er også vigtig – at lade legen være et mål i sig selv. Det åbner for nogle andre processer, hvor man leger og dannes som menneske, fordi man har lyst. Det handler om at overskride sin egen verden og prøve at være et andet menneske. ’Så sagde vi, at du var faren, og jeg var den store pige’. De erfaringer med at øve sig på at være en anden er meget grundlæggende for at blive et andet menneske. Det øver man sig på i fantasilegen,” sagde Lars Geer Hammershøj således i forbindelsen med hans samskabende forskning i udviklingsprojektet LegeKunst.

Selv om leg er en meget værdsat del af den pædagogiske praksis, er den imidlertid i forskningsmæssig sammenhæng ofte meget overset, påpeger Lars Geer Hammershøj. Derfor er der også brug for at udvikle et fælles sprog for leg og dannelse, som pædagoger og andre professionelle voksne kan bruge til at udveksle erfaringer og reflektere over deres egen pædagogiske praksis.