Aarhus Universitets segl

Ny europæisk undersøgelse: Danske unges følelse af europæisk identitet bliver større – men langt færre forventer at stemme til EU-Parlamentsvalg

Danske skoleelever i 8. klasse har store forventninger til Europas fremtid, ligesom de i høj grad ser sig selv som europæere. Men sammenlignet med 8. klasseelever fra andre europæiske lande er de danske elever bemærkelsesværdigt skeptiske over for fælles regler for samarbejde og arbejdskraftens fri bevægelighed i Europa, og færre danske elever end tidligere forventer at stemme til fremtidige EU-parlamentsvalg.

Foto: Colourbox

-> Download rapport og se resultater af ICCS 2022 - Det europæiske modul

Kontakt

Jonas Lieberkind, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
T: 93 52 26 87
E: lieberkind@edu.au.dk

Jens Bruun, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
T: 87 16 38 48
E: jebr@edu.au.dk

Mere end 66.000 skoleelever på 8. klassetrin fordelt på 19 europæiske lande har deltaget i det europæiske modul af den internationale ICCS-undersøgelse af unges demokratiske dannelse og politiske engagement (International Civic and Citizenship Education Study). De første hovedresultater fra det europæiske modul, der offentliggøres i alle de deltagende lande 22. februar 2024 viser, at siden 2009 har de danske elevers europæiske identitet været markant stigende. De er tilmed blandt de europæiske elever, som over tid har forøget deres oplevelse af europæisk identitet mest.

Men når det kommer til de danske elevers tilslutning til fælles regler for samarbejde og deres vurdering af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Europa, ændrer billedet af de danske elevers syn på det europæiske fællesskab sig til en større skepsis. Denne skepsis viser sig bl.a. i, at et faldende antal elever forventer at stemme til fremtidige EU-parlamentsvalg.

De danske elevers oplevelse af og syn på Europa og EU er altså sammensatte og kan umiddelbart forekomme modsigende, forklarer Jonas Lieberkind, lektor ved DPU, Aarhus Universitet.

”De danske resultater er bemærkelsesværdige og interessante. På den ene side har de danske elever det godt med at være en del af Europa og EU. De føler sig i stigende grad som europæere, og undersøgelsen viser, at de har endog meget positive forventninger til Europas fremtid og en udbredt tiltro til, at der i Europa vil blive fundet løsninger på selv vanskelige udfordringer.  På den anden side udtrykker de også en vis tilbageholdende attitude i forhold til EU, der fx viser sig i deres faldende forventning om at stemme til Europa-Parlamentsvalg,” siger Jonas Lieberkind og tilføjer:

”De danske unge kan i høj grad identificere sig med de abstrakte forhold, som knytter sig til Europa. Omvendt har de vanskeligere med at identificere sig med det konkrete samarbejde, fælles regler og de fordele ved samarbejdet, som forudsættes for at indløse disse abstrakte oplevelser og forventninger.”

Fakta: ICCS-undersøgelsen og det europæiske modul

  • ICCS (International Civic and Citizenship Education Study) er en international undersøgelse, der kortlægger 8. klasseelevers politiske engagement og demokratiske dannelse i en række lande. Den sammenligner unges viden om, indstilling til og deltagelse i samfundsliv og demokratiet.
  • ICCS er den største og vigtigste internationale undersøgelse af unges demokratiske dannelse og medborgerskab. ICCS omfatter et særligt europæisk modul, hvor kun europæiske lande deltager.
  • Det europæiske modul i ICCS-undersøgelsen fokuserer på unges europæiske identitet, deres holdninger til samarbejde i Europa, deres syn på fremtidens Europa, samt grundskolernes arbejde med emner om Europa.
  • Det europæiske modul kortlægger de unges tillid til EU og deres forventninger om at deltage i europæiske valg samt elevernes både positive og kritiske opfattelser af EU.
  • Det europæiske modul blev første gang gennemført i 2009, anden gang i 2016 og tredje gang i 2022. Det er resultaterne af ICCS 2022, der nu præsenteres.
  • På baggrund af de tidligere europæiske moduler kan ICCS også følge udviklingen i unges forudsætninger for at være og blive til som europæiske og demokratiske medborgere
  • Resultaterne af det europæiske modul er baseret på svar fra mere end 66.000 skoleelever fra 8. klassetrin fra 18 lande og to tyske delstater. De danske resultater er baseret på svar fra 4325 elever fra 8. klasse.
  • ICCS gennemføres af IEA (International Association for the Evaluation of Educational Achievement). De første hovedresultater af ICCS 2022 blev offentliggjort i november 2023. Se resultater her