Aarhus Universitets segl

Ny forskning udfordrer forståelsen af informeret samtykke

Asbjørn Steglich-Petersen modtager bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) til at undersøge og udvikle en ny forståelse af informeret samtykke.

Om informeret samtykke

Det informerede samtykke er et kernebegreb i den juridiske regulering af særligt lægelig behandling og af behandling af personfølsomme oplysninger, men også mere generelt som betingelse for moralsk acceptabel behandling af andre i en lang række kontekster. Det gives i lægepraksis, når en patient aktivt accepterer en medicinsk behandling, procedure eller test efter at have modtaget tilstrækkelig information om blandt andet behandlingens formål, risici og bivirkninger.

Et eksempel på informeret samtykke kan være, når en læge anbefaler en operation, og patienten først træffer en beslutning, efter lægen har forklaret proceduren, potentielle risici og fordele samt alternative behandlingsmuligheder.

”Informeret samtykke og viden om egen uvidenhed” – sådan lyder den danske titel på det treårige forskningsprojekt, Asbjørn Steglich-Petersen, professor i filosofi skal stå i spidsen for. Idéen bag forskningsprojektet opstod i forbindelse med hans tidligere forskning i erkendelsesteoretiske aspekter af samtykke.

”Her gik det op for mig og mit forskningsteam, at gængse teorier, om hvad informeret samtykke kræver, er helt ude af trit med praksis. Det gjorde os nysgerrige – er det vores praksis, eller er det teorierne, der er noget galt med?”

Næsten alle er, ifølge Asbjørn Steglich-Petersen, enige om, at et gyldigt samtykke skal være tilstrækkeligt informeret, men der er endnu ikke opnået bred enighed om, hvad dette præcist indebærer.

”Det har især vist sig udfordrende at forstå, hvordan kravet om informeret samtykke kan harmonere med det faktum, at gyldigt, men tilsyneladende uinformeret samtykke ofte forekommer, for eksempel inden for lægepraksis eller i samtykke til deling af data.” Projektet har således til formål at udvikle en ny forståelse af informeret samtykke, som forklarer og tager højde for, at informeret samtykke kan være foreneligt med betydelig uvidenhed om, hvad man giver samtykke til," forklarer Asbjørn Steglich-Petersen.

Hovedhypotesen i projektet er, at informeret samtykke forudsætter, at den samtykkende part er tilstrækkeligt bevidst om sin egen uvidenhed.

”Informeret samtykke spiller en kolossalt vigtig moralsk og juridisk rolle. Jeg håber, at projektet kan bibringe en mere sikker etisk begrundelse for praksis, og en dybere forståelse af, hvad gyldigt samtykke egentlig kræver. Gennem samarbejdet med Lægeforeningen og Dataetisk Råd håber jeg også, at projektet på sigt kan bidrage til bedre retningslinjer for informeret samtykke,” fortæller Asbjørn Steglich-Petersen.

I forbindelse med forskningsprojektet er der lavet samarbejdsaftaler med Lægeforeningen og Dataetisk Råd samt fem førende forskere i etik og erkendelsesteori fra Danmark, Storbritannien og USA.

Forskningsprojektet har modtaget 3.127.523 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond.


Kontakt

Billede af Asbjørn Steglich-Petersen

Asbjørn Steglich-Petersen, professor i filosofi
Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mobil: +4561718439
Mail: filasp@cas.au.dk