Aarhus Universitets segl

Nye anbefalinger til arbejdet med grøn omstilling i skibsfarten

Den grønne omstilling står højt på dagsordenen blandt beslutningstagere i Det Blå Danmark. Det handler om brændstof og teknologi, men også om kultur, værdier og nye måder at organisere arbejdet på. Forskere fra DPU har som afslutning på et treårigt forskningssamarbejde med den maritime branche udarbejdet en guide med otte anbefalinger, der kan være med til at vende supertankeren og gøre branchen grøn.

Guiden ’Kan Det Blå Danmark blive grønt?’ markerer afslutningen på tre forskningsprojekter, som forskere fra DPU, Aarhus Universitet, i årene 2019-2022 har gennemført i samarbejde med aktører og virksomheder fra den maritime industri i Danmark. Projekterne har undersøgt, hvordan kulturelle, sociale, organisatoriske og menneskelige forhold påvirker omstillingsprocesser i søfarten med særligt fokus på innovation, brug af digital teknologi og grøn omstilling.

”I løbet af de tre år, vi har samarbejdet med branchen, har den grønne omstilling gradvist overtaget debatten. Men side om side med begejstringen for grøn omstilling hersker der inden for søfarten uvished om, hvad ‘grøn omstilling’ faktisk betyder, og derfor også om hvordan man skal gøre sig klar til de fundamentale forandringer, den vil indebære. Det handler om nye tekniske løsninger, fx nye drivmidler til skibe og nye digitale teknologier, men involverer også nye måder at organisere sig på og et nyt ’mindset’, dvs. nye måder at tænke drift og vækst på,” siger Jakob Krause-Jensen, lektor i pædagogisk antropologi ved DPU, Aarhus Universitet og leder af projektet.

Ud over de otte anbefalinger indeholder guiden også refleksioner fra repræsentanter for branchen.

Fakta

Forskningssamarbejdet mellem DPU, Aarhus Universitet, og Det Blå Danmark udgøres af tre projekter: ”Robotten/Teknologien som ’kollega’”, ”Åben Innovation, videndeling og sparring” og ”Værdier og Normer for Grøn omstilling i Det Blå Danmark”. Hvor de to første undersøger udviklingen i dansk skibsfart i relation til digitalisering og innovation, er formålet med det sidste at kvalificere arbejdet med grøn omstilling. Det sker bl.a. ved at kortlægge de ord, som aktørerne i Det Blå Danmark beskriver omstillingen med, de nye typer organisering, som omstillingen kalder på, og de ofte oversete kulturelle og sociale betingelser, der står i vejen for eller bidrager til den grønne omstilling.

Guiden ’Kan Det Blå Danmark blive grønt’ præsenterer de væsentligste indsigter og anbefalinger fra de tre delprojekter til gavn for den grønne omstilling. Den henvender sig til såvel udstyrsproducenter som ledere og medarbejdere i rederierne, på skibene eller i offentlige organisationer, der direkte eller indirekte er involveret i arbejdet med grøn omstilling i søfarten.

Projekterne er støttet af Den Danske Maritime Fond.

Se mere om projekterne og download de afsluttende rapporter:  

https://projekter.au.dk/blaa-danmark

Det Blå Danmark

Det Blå Danmark består af rederier og shippingvirksomheder og en lang række virksomheder, hvis aktiviteter er udsprunget af international og dansk skibsfart. Det er for eksempel skibsmæglere, havne og logistikvirksomheder.

Værfter og industri- og servicevirksomheder, som leverer udstyr, komponenter og service til skibe, er ligeledes en del af Det Blå Danmark.​

Kilde: Søfartsstyrelsen

Kontakt

Jakob Krause-Jensen projektleder og lektor ved DPU, Aarhus Universitet
E: jakj@edu.au.dk 
T: 87 16 38 58