Aarhus Universitets segl

Nyt Asterisk: Skoleeleven under lup

Danske børn og unge har netop taget hul på et nyt skoleår. For nogle er rollen som elev ny, mens det for de fleste handler om at finde ind i rollen igen efter en lang ferie. Det nye nummer af Asterisk – DPU’s digitale magasin – sætter skoleeleven under lup: Hvori består elevrollen? Og hvordan bliver man dannet som elev?

Illustration: Morten Voigt

Læs eller lyt til alle artikler >


Asterisk er DPU, Aarhus Universitets digitale magasin, der udkommer fire gange om året. Magasinet formidler forskning om pædagogik og uddannelse og forsøger at foregribe og gå dybere ned i aktuelle temaer og diskussioner på området.

Få nyhedsmail, når Asterisk udkommer >

I featureartiklen Lyt, leg og undersøg verden sammen med andre tager professor Jeppe Bundsgaard og lektor Lars Geer Hammershøj os med på en rundrejse i skolens dannelseslandskab anno 2024. Elever i dag er vant til at blive taget alvorligt og få medansvar; men elevdannelse handler også om at lære at lytte, give plads til andre og anerkende autoritet -selvom disciplin bør høre fortiden til. Det handler desuden om at blive dannet som både samfundsborger og som menneske. Det sidste har vi forsømt, og derfor må leg, humor og venskaber ind på skemaet.

Skolestart for de helt nye elever i landets folkeskoler er en hård nyser. Man skal både lære at læse og lægge to og to sammen, alt imens tænderne falder ud på stribe, og man pludselig forventes at kunne sidde stille og række fingeren op. Kravene til skoleparathed hos børn, og de færdigheder, børnehaverne skal installere i dem, er udgangspunktet for en artikel, hvor lektor Dil Bach og lektor ved Aalborg Universitet Karen Egedal Andreasen samt skoleleder Helle Berg diskuterer forventninger og krav til skoleparathed.

I denne udgave kan du også få et indblik i hvordan både det at kunne bruge tiden rigtigt i skolen samt diverse fritidspædagogiske tilbud på hver sin vis kan skabe pusterum for børn og unge; du kan få postdoc Frederikke Skaaning Knages og postdoc Maria Louise Larsens Hedegaards bud på, hvorfor vi skal huske at lytte til børn, som ikke siger noget, når vi forsøger at inddrage dem.

Og du kan møde ny forskning i digitale trivselsmålinger fra lektor Helene Ratner, som de sidste 10 år har forsket i databrug i uddannelsesverdenen.

Endelig byder institutleder Claus Holm ind med et klart budskab i sin leder: Vel skal skolen være børneparat, men barnet skal også gøres parat til at blive skoleelev. Det kan være en svær forvandling, og derfor er der både behov for opbakning fra forældrene og autoritet hos lærerne.

Og som altid giver vi et overblik over de nyeste bogudgivelser fra DPU-forskere.