Nyt forskningsprojekt vil sætte omsorg i dagtilbud på dagsordenen
Omsorg står som en fundamental værdi i danske dagtilbud og i det pædagogiske arbejde, men den er under pres og sjældent at finde på den politiske dagsorden. En ny forskningsindsats under ledelse af lektor Lone Svinth fra DPU, Aarhus Universitet, har blandt andet som mål at skabe politisk opmærksomhed på omsorg i dagtilbud. Projektet har modtaget en bevilling på knap 12 millioner kr. fra Partnerskab for Børneforskning.
Fakta om projektet
Projektet 'Styrkelse af pædagogisk omsorg' skal undersøge, hvordan den omsorgsorienterede dagtilbudspædagogik kan styrkes, både på pædagoguddannelsen og i dagtilbud. Og så skal projektet give et bedre begrebsapparat til at forstå, hvad omsorg er i dagtilbud.
Projektet, der havde opstart 1. august 2024, løber i en treårig periode.
Projektet er støttet af Partnerskab for Børneforskning med 11.617.802 kr.
Deltagere:
- Lektor Lone Svinth, DPU, Aarhus Universitet, projektleder
- Lektor Ditte Winther-Lindqvist, DPU, Aarhus Universitet,
- Lektor Anders Skriver Jensen, Københavns Professionshøjskole
- Lektor Thomas Gitz-Johansen, RUC
- Lektor Anders Bech Christiansen, Københavns Professionshøjskole
- Ph.d.-stipendiat og lektor Henriette Jæger, Københavns Professionshøjskole
- Der skal desuden ansættes en Postdoc i 2025
Forskerteamet bidrager på tværs af delprojekter, og der vil blive etableret et ekspertpanel med tre nordiske omsorgsforskere, som skal fungere som kritiske og inspirerende dialogpartnere. Derudover indgår en lang række praktikinstitutioner samt 11 dagtilbud fra to sjællandske kommuner i samarbejdet.
Projektet har særlig interesse for pædagogstuderende, praktikvejledere, pædagoger, medhjælpere, ledere, undervisere på professionshøjskoler, kommunale forvaltninger, politikere, forældre, børn og forskere.
Kontakt:
Lone Svinth, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
T: 93 50 83 94
E: losv@edu.au.dk
Det nye projekt med titlen ’Styrkelse af pædagogisk omsorg’ skal gennemføre et omfattende forsknings- og udviklingsarbejde i forhold til omsorg.
”Vi har brug for at få omsorg anerkendt som en kompleks, krævende og dilemmafyldt pædagogisk opgave. Det kræver både gode betingelser og høj faglighed at skabe gode omsorgsmiljøer i dagtilbud,” siger Lone Svinth.
Hun påpeger, at den politiske opmærksomhed på omsorg ofte er begrænset, sammenlignet med læring, selvom omsorg er selve fundamentet for børns læring og trivsel.
”Ikke mindst derfor er det en kæmpe glæde at få bevillingen og derved muligheden for, på tværs af universiteter, pædagoguddannelse og pædagogisk praksis, at skabe ny vigtig viden, blandt andet om omsorgens grundvilkår og betydning. Vi ser bevillingen som en anerkendelse af, at det er på tide at få sat omsorgen på dagsordenen; ikke kun til glæde for børnene, men også for det pædagogiske personale og forældrene,” siger Lone Svinth.
Ny forståelse af det særlige ved pædagogisk omsorg
Projektet er baseret på et samarbejde mellem DPU, RUC og Københavns Professionshøjskole. Det er opdelt i to delprojekter, der fra hvert sit perspektiv skal give indsigt i omsorgens plads i det pædagogiske felt. Det første delprojekt fokuserer på at belyse og styrke pædagogisk omsorg i dagtilbud bl.a. gennem tilbagevendende forskningscirkler, hvor forskere og praktikere mødes til fælles refleksion over forskningsbaseret og erfaringsbaseret viden. Forskningscirklerne vil i kombination med interviews og observationer blive brugt til at undersøge praktiske og teoretiske forståelser af omsorg.
”Den første del af vores projekt handler om at blive klogere på, hvordan omsorgen balanceres mellem omsorg for det enkelte barn og omsorg for børnegruppen. Langt de fleste teorier om omsorg har fokus på det dyadiske forhold mellem en omsorgsgiver og en omsorgsmodtager. I en daginstitutionssammenhæng er denne forståelse på ingen måde dækkende, da en stor del af omsorgen der er polyadisk, fordi den involverer flere voksne og børn og derfor ikke kan sammenlignes med for eksempel en mors omsorg for sit barn eller en sygeplejerskes omsorg for en patient,” forklarer Lone Svinth om den del af projektet, hun selv står for.
Hun uddyber om ambitionen for projektet:
” Grundlæggende ønsker vi at få skærpet opmærksomheden på, hvor komplekst, krævende, multifacetteret, uforudsigeligt og ikke mindst vigtigt omsorgsarbejdet i et dagtilbud er. Som et led i dette arbejde er vi optaget af at beskrive og forstå den polyadiske omsorg og hvordan forskellige betingelser får betydning for omsorgen i/for grupper af børn og evt. sætte grænser for omsorgen. Med hjælp fra pædagogisk personale og ledere ønsker vi desuden at udvikle teorier og begreber for den polyadiske omsorg og dens betydning for børns trivsel og deltagelse.”
Praktik på pædagoguddannelsen med fokus på omsorg
Det andet delprojekt består af en omsorgsdidaktisk indsats i anden praktikperiode på dagtilbudsspecialiseringen på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Indsatsens formål er at styrke de studerendes kompetencer som omsorgsgivere med fokus på tre områder: Pædagogisk omsorg, pædagogen som omsorgsperson for det enkelte barn og for gruppen samt pædagogisk egenomsorg.
”Begge delprojekter bygger på den grundforståelse, at god pædagogisk omsorg både indebærer et fokus på barnets behov, perspektiv og følelser her og nu (responsiv omsorg) og et fokus på de pædagogiske muligheder for relevant stimulering med henblik på barnets fremadrettede trivsel, læring, udvikling og dannelse (proaktiv omsorg),” understreger Lone Svinth.