Ph.d-studerende fra IKK modtager EliteForsk-rejsestipendie
Karen Schriver forsker i samtaler mellem læger og psykiatriske patienter. Som modtager af et EliteForsk rejsestipendie kan hun gennemføre en del af sit studie i udlandet.

Uddannelses- og Forskningsministeriet uddelte for nylig fem EliteForsk-priser og 17 EliteForsk rejsestipendier til nogle af landets dygtige og talentfulde forskere og forskerstuderende.
Karen Schriver, ph.d.-studerende ved Institut for Kommunikation og Kultur, modtog ved den lejlighed et rejsestipendie på 200.000 kroner. Stipendiet giver hende mulighed for at tage et længerevarende ophold ved University og Otago i New Zealand og løbende besøge forskere i London i forbindelse med ph.d.-projektet ’Når psykose og patientcentrering mødes: En undersøgelse af psykiatriske læge-patient-samtaler’.
Ph.d.-projektet handler om patientcentrering i psykiatrisk kommunikation. Hvordan det udspiller sig i praksis, både sprogligt og kommunikativt. Gennem et fire måneder langt feltarbejde på et sengeafsnit for psykosepatienter og gennem analyser af optagne samtaler, forsøger hun at give indblik i en verden, som ofte er lukket for omverdenen.
- Jeg er overbevist om, at patientcentrering har både fordele og udfordringer, men at det er svært at definere. Mit håb er at identificere og udbrede de strategier, som de fagprofessionelle allerede benytter sig af, men som teori og forskning endnu ikke har indfanget, siger hun til Uddannelses- og Forskningsministeriet.