”Jeg har fået respekt for, at livet kan leves på helt forskellige måder. Og dét, man kan synes, er ”det gode liv” eller ”det lykkelige liv”, kan være noget ret forskelligt,” fortæller Lotte Meinert fra sit kontor i naturskønne omgivelser ved Moesgård, hvor Afdeling for Antropologi holder til. Her har den 55-årige professor sin hjemlige base omgivet af bøger og farverige portrætbilleder, der vidner om et forskerliv med både globalt udsyn og kulturel indsigt. På bordet ligger ”This land is not for sale”, og blandt mange andre fagbøger i reolen står ”Time Work” og ”Configuring Contagion”. Tre eksempler på de mange publikationer, Lotte Meinert har sat sit aftryk på, og som viser spændvidden i hendes forskning. Den første bog handler om de jordkonflikter, der er opstået efter den årtier lange væbnede konflikt i det nordlige Uganda. Den anden bog fokuserer på, hvad mennesker forskellige steder i verden ”gør” med tid, og hvilke konsekvenser det har for liv og trivsel. Den tredje bog tydeliggør, at epidemier ikke spreder sig jævnt i befolkninger eller gennem tilfældig biologisk smitte. Sidstnævnte bog giver en helt ny forståelse af, at såkaldte biosociale faktorer er afgørende for at sikre effektive strategier til inddæmning af epidemier. Lotte Meinerts primære forskningsfelt er, som bøgerne også illustrerer, sikkerhed og udvikling i post-konflikt områder og medicinsk antropologi.

At antropologien på den måde kan vise nye vinkler og nye perspektiver på forskellige samfundsudfordringer, har Lotte Meinert med sine mange antropologiske forskningsbidrag inden for humanistisk sikkerheds- og sundhedsforskning givet talrige eksempler på. Interessen for netop antropologi fik hun imidlertid vakt, længe før hun kunne knytte ordet ”antropologi” til den interesse for ”andre menneskers sociale liv og kultur”, der tidligt fik lov at spire. En interesse, der blev vakt, da hun som barn rejste med sine forældre til Aasiaat i det sydvestlige hjørne af Diskobugten på Grønlands vestkyst, hvor familien boede i to år.

”Jeg var ti år dengang og fornemmede mange af de spændinger, der var mellem danskere og grønlændere og fik jo også et indblik i kolonihistorien. Det satte sig både som en nysgerrighed og gåde i mig. Og det har på en eller anden måde levet videre i mig. Hvorfor gør mennesker, som de gør? Hvordan kan vi forstå hinanden på tværs af forskelle?”

Sprog er en vigtig forudsætning for at forstå
Den interesse for andre menneskers sociale liv og kultur har hun siden forfulgt i mange forskellige retninger både i sin tid som studerende på Antropologi og senere som forsker. Hun har gennemført feltarbejder i Indonesien og i Kenya, men særligt ét land i det sydøstlige Afrika, Uganda, er kommet til at spille en væsentlig rolle i hendes forskerliv. Det afspejles også i titlerne på de store Danida-finansierede forskningsprojekter, hun har været involveret i: ”Changing Human Security in Uganda”, ”Trust and Land – Governing Transition in Northern Uganda” og ”IMAGENU – Imagening Gender Futures in Uganda”.

For tiden undersøger hendes forskningsgruppe blandt andet årsager til nedgangen i ægteskaber i Uganda, og hvordan kvinder indgår nye familiekonstellationer samt de sociale og økonomiske konsekvenser heraf. I de første år af hendes forskning i Uganda lavede hun feltarbejde i hovedstaden, men ligesom hendes forskningsområder har bevæget sig, har hun også bevæget sig fysisk – væk fra de større byer i Uganda. I dag finder hendes forskning sted i bjergene nær grænsen til Kenya og Sydsudan, hvor Ik-minoriteten bor og lever materielt minimalistiske liv. Det er også her, et af mange mindeværdige øjeblikke i hendes forskerkarriere stammer fra.

”En aften ved solnedgang viste Komol mig det gamle Ik solur, som bestod af sten, der var sat i jorden. Da han demonstrerede systemet, blev det svimlende tydelig, hvor megen menneskelig intelligens, kreativitet og erfaring, der var samlet sammen generation efter generation, som blev til den teknologi. Og hvilken betydning tiden har for mennesker! Nu holder de næsten alle øje med tiden på mobiltelefoner – hvilke konsekvenser har det mon? Det var et helt særligt moment, som vakte mange spørgsmål, jeg aldrig vil glemme.”

En oplevelse, der ellers sådan en onsdag formiddag på hendes kontor på Moesgård Allé, kan synes fjern. Men selv om oplevelsen er langt væk i både kilometer og tid, er den alligevel nærværende i hendes tanker. En diktafon ligger på bordet og optager vores samtale 10.000 km væk fra bjergområdet i Uganda, hvor Ik minoriteten bor. Her i det sydlige Aarhus sætter Lotte Meinert ord på mange ting - blandt andet betydningen af sprog.

”En vigtig forudsætning for at forstå, hvad der foregår, er jo sprog,” fortæller Lotte Meinert og forklarer, at Ik minoriteten har et helt unikt sprog, som hun prøver at lære. Et sprog, man ikke kan lære om i bøger. Et sprog uden skriftsprog. Et såkaldt tonesprog. Da hun boede og forskede i Kampala, talte de Luganda. Da hun lavede feltarbejde i forbindelse med sin ph.d., lærte hun at tale Ateso, for selv om de officielle sprog i Uganda er engelsk, så rummer Uganda omkring 40 sprog.   

Skaber grobund for mere ligeværdige forskningssamarbejder mellem EU og Afrika
Men det er også vigtigt for hende at bruge sit eget sprog til at sætte ord på det, der optager hende. Noget af det, der ligger hende meget på sinde, og som hun i mange år har arbejdet ihærdigt for, er at opbygge samarbejde med universiteter og institutioner i Afrika og skabe mere ligeværdige forskningssamarbejder mellem EU og Afrika.

Det er nødvendigt indimellem, fortæller hun, at kigge ind i sit fags skygge med ydmyghed og spørge: ”Hvilken ret har vi, der kommer fra det globale nord, de gamle kolonimagter, til at blive ved med at bedrive forskning i det globale syd? Kan samarbejdet blive mere gensidigt?”

Derfor har hun også arbejdet løbende for at uddanne yngre forskere både fra samarbejdslande i og uden for Europa. I 2023 afsluttede hun det store EU-finansierede program ANTHUSIA med 16 ph.d´er, et netværk mellem fire europæiske universiteter og en lang række afrikanske institutioner. Erfaringerne herfra har hun ligeledes brugt til at skabe grobund for mere ligeværdige forskningssamarbejder mellem EU og Afrika, og projektet har blandt andet muliggjort, at afrikanske partneruniversiteter også har fået en mere central plads i EU.

At flytte vores verdensforståelse sammen
Det gode eller lykkelige forskerliv kan sikkert også være noget ret forskelligt, men i Lotte Meinerts tilfælde handler det, fornemmer man, om både at være forankret i sin egen fagtradition som antropolog, men også om at stå stærkt på at udvide vores verdens- og kulturforståelse i dialog med andre.

”Næsten al den forskning, jeg har været engageret i, har været kapacitetsopbyggende både for universiteterne i syd, i Afrika og her i Europa. Ved at udføre forskning sammen om emner som optager begge parter, som sundhed, konflikt, jord, tid, ægteskaber, kærlighed bidrager vi til at mindske den ulighed, der også er i vidensøkonomien,” fortæller hun.

For sin store forskningsindsats og sit globale engagement modtager Lotte Meinert Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris 2024.

Om Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris: 

• AU’s ældste videnskabspris, som blev uddelt første gang i 1958 
• Prisen er opkaldt efter én af AU’s grundlæggere, landsretssagfører Carl Holst-Knudsen   
• Prisen er på 100.000 kr. 
• Se tidligere modtagere af prisen