Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Flere ansøgere på Faculty of Arts

8.385 havde ifølge de foreløbige tal søgt studieplads på Arts, da der 5.juli var frist for ansøgninger til landets videregående uddannelser. Det er 1.050 og 15% mere end i 2019, da 7.322 søgte ind på Faculty of Arts.

06.07.2020 | Marie Louise gammelgaard

Det skal understreges, at det endelige ansøgertal potentielt kan rykke sig. De endelige tal forventes at blive offentliggjort omkring 9.juli, men allerede nu glæder dekan Johnny Laursen sig, samlet set.

“Det er glædeligt, at fremgangen i søgningen til vore uddannelser fortsætter; i år med en stigning på over 1000 ansøgninger, og tilsvarende god fremgang på 1. prioritet", siger Johnny Laursen.

Antallet af førsteprioritetsansøgere på Arts var ifølge de foreløbige tal 2.774 – ift. 2.666 sidste år. Det svarer til en stigning på 4%.

"Det er også glædeligt, at se at flere af sproguddannelserne er i god fremgang, og at stigningen også understøtter vores indsats for at uddanne flere kandidater med stærke digitale kompetencer. Endelig er det også godt at se fremgang i søgningen til teologi, hvor Folkekirken i de kommende år har brug for flere præster," kommenterer Johnny Laursen på de foreløbige ansøgertal.

Der er fremgang i søgningen til størstedelen af uddannelserne på Arts – særligt markant på bl.a. Engelsk, Tysk, Digital Design, Informationsvidenskab, Nordisk Sprog og Litteratur, Dramaturgi og Teologi.

"Selv om vi desværre kommer til at skuffe nogle, er vi glade for alle ansøgninger", fastslår Johnny Laursen.

Arts