Af Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet

Afvandringen fra velfærdsområdet er et voksende samfundsproblem, som har optaget skiftende regeringer og Folketingets partier i mange år. Senest har SF offentliggjort et politisk udspil, som indeholder en række gode, men også et mindre godt forslag til, hvad der kan stilles op. Devisen er ”Gode uddannelser er en nøgle til velfærd”, og det kan vi på DPU, Aarhus Universitet jo kun være enige i.

Men som landets største pædagogiske forsknings- og uddannelsesmiljø og leverandør af kandidatuddannelser til cirka 700 lærere og pædagoger om året er DPU, Aarhus Universitet til gengæld ikke enig i den del af udspillet, der med overskriften ”Videreuddannelse ind i fagene: Ny praksisnær kandidat på professionshøjskolerne”.

I udspillet henvises til, at lærere og pædagoger, der tager en kandidatuddannelse, bruger den til at søge over til ”hæve-sænkebordene” i konsulentbranchen og lignende, og at man med en ny type kandidatuddannelse udbudt af professionshøjskolerne kan skabe et attraktivt alternativ.

Det er en argumentation, der hviler på et forkert grundlag.

Skønt SF’s forslag er noget uklart i konturerne, er ideen om en professionskandidat for lærere og pædagoger ikke ganske ny. Den blev vejet og fundet for let af en række fagforeninger, brancheforeninger m.fl. allerede i 2012, hvor Danmarks Evalueringsinstitut foretog en undersøgelse af behovet for en ”professionsmaster” på vegne af Undervisningsministeriet.

KL, DI, Danske Regioner og mange andre blev også spurgt om deres syn på fordele og ulemper. Lad det være sagt, at der den gang blev peget på, at der var flest ulemper. Uden at skulle gennemgå dem alle blev det pointeret, at behovet for opkvalificering allerede er dækket af de eksisterende diplom-, master- og kandidatuddannelser, at det vil skabe forvirring om de forskellige kandidaters kompetencer hos arbejdsgiverne, og at det vil ødelægge den velfungerende arbejdsdeling og samarbejdet mellem professionshøjskoler og universiteter.

Denne arbejdsdeling er blevet udbygget betydeligt gennem det sidste årti og består kort fortalt i, at professionshøjskolerne inden for det pædagogiske område blandt andet uddanner lærere og pædagoger, og at universiteterne uddanner ph.d.’er. En del af disse bliver siden undervisere og/eller forskere på professionshøjskolerne, hvor de bidrager til at højne kvaliteten af lærer- og pædagoguddannelserne.

Desuden samarbejder professionshøjskoler og universiteter for eksempel via Partnerskabet for Børneforskning om forskningsprojekter, der er direkte koblet til en videreudvikling af pædagoguddannelsen. 

Det er den danske model, den har været under udvikling i de seneste 10-15 år, og den fungerer godt.

Det gælder også for uddannelse af kandidater – lærere og pædagoger, som tager en kandidatuddannelse er efterspurgte i sektoren.  DPU udbyder 12 kandidatuddannelser i bl.a. pædagogisk psykologi, fagdidaktik, pædagogisk sociologi m.fl., de er efterspurgte, og dimittenderne har ret lav ledighed. Så nej, DPU, Aarhus Universitet uddanner ikke ud af professionerne, sådan som SFs forslag indikerer.

En del af misforståelsen har formentlig flydt via Reformkommissionens Nye Reformveje 2, hvori det hedder, at ”flere af de eksisterende overbygninger til pædagog- og læreruddannelsen fører til, at en stor andel af deltagerne ender med at skifte branche. Det gælder især for dem, der tager en kandidatuddannelse (…)”. Der henvises til Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus, hvor det fremstår som om kun 36% af lærere 63% af pædagoger med kandidatuddannelser forbliver i deres branche.

Men for at nå frem til dette estimat, må man, efter vores opfattelse, anlægge meget, næsten urimeligt snævre, definitioner på, hvad der udgør ”branchen”. Blandt andet ved at frasortere alle lærere med en kandidatgrad i fagdidaktik, der underviser på efterskoler, specialskoler, erhvervsskoler og ikke mindst på professionshøjskolernes læreruddannelser - mon ikke de fleste vil medgive det barokke i at hævde, at disse lærere har forladt branchen?

Som supplement til tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har DPU, Aarhus Universitet derfor foretaget en egentlig analyse baseret på udtræk fra Danmarks Statistik. Den viser, at vores kandidater for godt 85 % vedkommende ansættes inden for det, man med rimelighed må kalde branchen – og jo, her medregner vi dem, der arbejder på hospitalernes børneafsnit m.fl.

I SF’s forslag henvises til behovet for både samarbejde og sund konkurrence. Det bakker vi selvfølgelig op om. Vi er otte danske universiteter, der både forsker sammen og konkurrerer med hinanden om de unges gunst og om taxameterbevillingerne. Så konkurrence er os hverken fremmed eller imod, men vi må spørge, om det er hensigtsmæssigt at indføre større konkurrence om kandidattilbud til professionsbachelorer. I Holland har en lignende øvelse ført til, at man taler om A- og B-professionskandidatuddannelser. Det er næppe en sådan situation, man gerne vil opnå fra politisk hold. 

Så vores budskab til politikerne er: Se nu på, hvad der faktisk virker i samarbejdet mellem professionshøjskoler og universiteter, og hvordan man kan styrke rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i vores velfærdssektor med mere konstruktive midler end at dublere og skabe forvirring om vores kandidatuddannelser. Der er i hvert fald ikke belæg for, at lærere og pædagoger med kandidatuddannelser forlader sektoren. Til gengæld er der belæg for, at de højner dens kvalitet.