Stine skabte sit eget job gennem praktik
Hvordan kan man som humaniorastuderende skabe sin egen vej ud på jobmarkedet? Det kom Stine Sønderbo, Social Media & Key Account Manager hos VOLA, med et bud på da Arts studerende var på besøg i huset.
Som led i case-arbejde, hvor VOLA havde stillet en case til rådighed for en gruppe Arts studerende, holdt Stine Sønderbo et oplæg for de studerende om vejen fra praktik til job.
I 2017 var Stine i gang med sin bacheloruddannelse i Designkultur og Økonomi på SDU, hvor hun valgte at bruge et semester i praktik. »Som studerende var det virkelig svært at finde ud af hvad jeg egentlig kunne«, fortæller Stine Sønderbo og fortsætter »da muligheden for praktik bød sig var jeg sikker på, at det skulle jeg, hvis jeg skulle have en mulighed for at komme ud og få et arbejde bagefter«.
Udvid horisonten
Stine tog udfordringen med at finde en praktikplads op, og satte sig for at tænkte sine kompetencer ind i nogle virksomheder som ikke umiddelbart virkede oplagte, heriblandt VOLA: »Jeg prøvede at udvide min horisont og tænkte okay, design det er mere end de store design brands. Så jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvem arbejder ellers med design?«. Det var sådan hun fandt frem til VOLA, men hvis hun var blevet spurgt, da hun startede på sin uddannelse ville hun nok aldrig have gættet på, at hun skulle sælge vandhaner.
Kompetencer skal oversættes
Som kandidat med en humanistiske uddannelse i bagagen kan det nogle gange virke svært at forklare, hvilke kompetencer man har, som kan gøre en forskel i en virksomhed. Stine fortæller, »jeg tog udgangspunkt i, at virksomhederne ikke kendte min uddannelse. Så jeg skulle oversætte det til praksis – hvad er det jeg kan i praksis – og det kan være helt vildt svært, når man sidder som nyuddannet og ikke har været i et job før. Men man skal hvert fald prøve at oversætte det til noget de kan bruge«. Det var også et råd Stine selv havde fået fra en karrierekonsulent: »Bare det at man gætter på hvad man kan, så har man allerede hjulpet den, der skal ansætte en, et langt stykke hen ad vejen, fordi så har man sat nogle tanker i gang hos dem«. I udformningen af sin ansøgning lagde hun derfor vægt på hvilke konkrete arbejdsopgaver hun kunne påtage sig: »Jeg prøvede at finde huller eller muligheder i de her virksomheder, hvor de kunne bruge sådan en som mig. Da jeg for eksempel var i gang med at researche til min ansøgning til VOLA, var jeg inde og kigge på, hvad de laver på de sociale medier, og der kunne jeg faktisk se, at selvom de var til stede, var de ikke var særligt aktive«. Det fik hende til at tænke, at det kunne være en god indgangsvinkel for et samarbejde og hun fortalte, hvordan hun skrev sin ansøgning til VOLA med udgangspunkt i kommunikationsbehovet: »Jeg foreslog at sætte gang i markedsføring på de sociale medier for dem og hjælpe med kommunikation, især til den yngre generation«. Det talte lige ind i et behov som VOLA havde, og Stine fik mulighed for at arbejde med VOLAs Instagram i sin praktik. Efterfølgende blev SoMe tjansen til et studiejob og senere et fuldtidsarbejde.
Man finder ud af det hen ad vejen
Ovegangen fra universitetet til arbejde har dog også været en udfordring for Stine: »Jeg synes, at det har været rigtig svært at finde ud af, hvad det er, jeg kan med min uddannelse. Det er heller ikke noget, man bare lige finder ud af – nu er jeg startet på job, så nu ved jeg, hvad jeg kan – det tager lang tid. Så man skal forlige sig med, at de første tre måneder er man bare helt fuldstændig blæst i hovedet, når man kommer hjem, fordi man tænker så meget, og man overtænker alting. Så det har været svært, men jeg er ved at have fundet ud af det«.
5 råd fra Stine
Udover at fortælle sin egen historie om vejen til arbejde, kom Stine også med gode råd til hvordan man som humanist kan gribe overgangen til jobmarkedet an:
- »Deltag i alt hvad I kan af karrierevejledning, netværksmøder, virksomhedsbesøg, praktik. Jeg ved godt, at det vigtigste er eksamener, når man er studerende. Men det er bare så vigtigt at man også prioriterer det andet, fordi det er virkelig noget af det, der kan hjælpe en et skridt foran, når man står og er færdig. Jeg er rigtig glad for, at jeg selv gjorde det, fordi det har virkelig lært mig meget, og selvom det måske virker langt væk, når man er i gang med sit studie, så er det bare rigtig vigtigt«.
- »Prøv at tænk lidt mere simpelt og lavpraktisk i forhold til hvad I tror, I kan lave. Da jeg gik på universitetet, var det meget store filosofiske spørgsmål og det virkede meget svært at overføre det til noget praktisk i en virksomhed. Så jeg prøvede faktisk bare at tænke helt lavpraktisk: Hvad kan jeg bruge det til?«.
- »Når man skriver ansøgninger og starter et nyt sted skal man være ydmyg og vise respekt over for det som virksomheden har opnået indtil nu. Når man har fået virksomheden ind under huden, så kan man prikke lidt til dem og komme med nogle nye forslag. Det er hvert fald det jeg har fundet ud af virker rigtig godt«.
- »Stol på dine egne værdier: hvis I skal ud og snakke med en virksomhed, er det meget bedre at være sig selv og være ærlig om hvad man kan, fremfor at man sidder og oversælger sig selv. Virksomheden skal jo ansætte dig på dig, så hvis man skal gå på arbejde og lade som om at man kan alt muligt og er alt muligt man slet ikke er, så bliver man bare drænet for energi«.
- »Vær ikke bange for nye arbejdsopgaver. Jeg havde ikke arbejdet med sociale medier før, andet end til privat brug, så jeg havde nogle aftener hvor jeg sad med YouTube derhjemme og fik hurtigt styr på, hvordan man bruger det til virksomhedsbrug. Det vigtigste af alt er, at man tror på sig selv, og at man husker at det man ikke kan, kan man lære!«.
Fakta
Casen blev afholdt den 14. maj 2019. De studerende blev budt velkommen af Birthe Tofting, Direktør for Internationalt Salg, Marketing & HR, som viste rundt på VOLA, og som var opgavestiller på dagens case. Efter rundvisning efterfulgt af oplæg ved Stine Sønderbo, Social Media and Key Account Manager, om hvordan man som humanist arbejder i en designvirksomhed som VOLA. Derefter brugte de studerende dagen på FÆNGSLET i Horsens hvor de arbejdede med casen. Som afslutning på dagen pitchede de studerende deres idéer for Birthe Tofting, VOLAs administrerende direktør, Johannes Saugbjerg, samt Key Account Managers Britta Dalgaard Jensen og Jette Friis Nielsen.
Arts arbejder målrettet på at skabe stærke relationer til eksterne samarbejdsparter, blandt andet i gennem case-competitions og andre karrierefremmende aktiviteter for studerende. Næste aktuelle event er ”Stay Relevant”, en case-competition arrangeret i samarbejde medlem Arts på AU og Silkeborg Kommune den 8. oktober 2019.