Aarhus Universitets segl

Skønlitterær forfatter flytter ind på ARTS

Forfatter Rasmus Theisen skal de næste to år have sin daglige gang på Institut for Kommunikation og Kultur, hvor han skal inspirere og lade sig inspirere af forskere og studerende. Han er blevet tildelt et arbejdslegat af VELUX FONDEN som en del af fondens Writers in Residence-program, hvor litteraturtalenter flytter ind på universiteter i Danmark, Grønland og Færøerne.

Blå bog

Født: 9. marts 1995, Horsens. 

Uddannelse: Forfatterskolen, 2019.

Forfatterskab: 

Andre hunde. Gyldendal, 2021. Roman. 

Molbohistorier. Antipyrine og Molbokommunen, 2023. Roman.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, 2022.

Ambitionen med Writers in Residence-programmet er at fremme gensidig inspiration, den demokratiske samtale og samarbejdet mellem litterær kunst og humanistisk videnskab. 

Rasmus Theisen ser frem til mødet med studerende og forskere, fortæller han: 

“Jeg ser frem til at dele tænkning og læsning med de studerende og underviserne på Nordisk Sprog og Litteratur. Og så glæder jeg mig virkelig til at kunne undersøge, hvad litteratur er og kan i et åbent fællesskab igen. I den offentlige samtale – på sociale medier, til debatter og lignende – kan rammen tit være polemisk og tendentiøs. Men der er så meget i litteraturen, og i det at være skrivende og læsende, som kalder på andre typer samtaler og måske en helt anden tidslighed. Så jeg håber vel at kunne læse og skrive i et andet tempo end i et strengt publicerende tempo. Når det så er sagt, får jeg jo på universitetet også plads til at kunne rejse, researche og skrive videre på min roman. Det er en spændende ramme, synes jeg. Jeg har jo ingen akademisk indsigt eller erfaring. Og nu står jeg her. Sådan skal det være." 

For tiden er Rasmus Theisen som forfatter meget optaget af Nordsøen og dens arkæologiske og politiske aspekter.

“Jeg har det sidste år været ret optaget af Nordsøen. Om alt det, der foregår under overfladen. Og jeg har skrevet om fiskehandlere, der føler sig magtesløse og er blevet nihilister. De bor og arbejder i Hirtshals, som vel er en slags portal til Nordsøen. Jeg har selv arbejdet som fiskehandler, men jeg er ikke nihilist, og jeg har også skrevet nok om det nu. For tiden kredser jeg faktisk mest om arkæologiske og politiske aspekter i Nordsøen? Og så prøver jeg at åbne mig mod nye fortælleformer og friere rammer i prosaen. Vi får se,” fortæller han.

Ifølge Stefan Kjerkegaard, lektor i nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet, som i samarbejde med Rasmus Theisen har hjemhentet arbejdslegatet, har Institut for Kommunikation og Kultur et spændende samarbejde at se frem til.

”Rasmus har allerede skrevet et par anmelderroste romaner, som mange af vores studerende finder interessante. Og vi vil gerne bruge ham i nogle af vores kurser og uddannelser, hvor kreativ skrivning er et centralt element. Men derudover arbejder Rasmus på et nyt, spændende projekt, hvor han vil samarbejde med forskere på tværs af hele AU. Hans interesse for naturen og det nordiske kan blive et interessant udgangspunkt for vores samarbejde,” fortæller Stefan Kjerkegaard.

Rasmus Theisen er én blandt i alt otte forfattere, som på baggrund af en ansøgning er blevet udvalgt af et nordisk bedømmelsesudvalg bestående af forfattere og forskere.

Forfatteren modtager 210.000 kroner per år i to år. Derudover bliver universitetets udgifter til for eksempel frikøb til den tilknyttede forsker, forfatterkontor, rejseudgifter, workshops og administration dækket. 

Læs mere om VELUX FONDENS Writers in Residence-program 


Kontakt:

Stefan Kjerkegaard
Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Mail: norsk@cc.au.dk
Mobil: +45 60 89 73 80