Stigende interesse for Studiemetro
Det seneste år har væsentligt flere studerende søgt information om studiekompetencer på det elektroniske studieværktøj Studiemetro, som Aarhus Universitet driver. Det tyder på, at de studerende i stigende grad tager ansvar for at udvikle deres studiekompetencer, mener folkene bag.

Når man som universitetsstuderende skal lære at arbejde akademisk, har man de seneste ti år kunnet klikke sig ind på det elektroniske studieværktøj Studiemetro og læse om emner som opgavekrav, argumentation, mundtlig eksamen, litteratursøgning, vejledning og videnskabelighed. Og det gør de studerende i stigende grad.
I løbet af det seneste år er besøgstallet steget med hele 54 % fra ca. 5.000 til 7.700 om måneden.
”Det øgede besøgstal viser, at de studerende forholder sig aktivt til deres studier. De tager et selvstændigt ansvar for at opsøge den viden og de redskaber, de har brug for. Det er et rigtig godt fundament for en god studietid og vellykkede studier”, siger Charlotte Albrechtsen, der er daglig redaktør af sitet.
Behov for viden om studieprocesser, feedback og problemformuleringer
Studiemetroens redaktører har de senere år oplevet en vækst i antallet af studerende, der opsøger viden om især studieprocesser. Et af de mest downloadede elementer på Studiemetroen er et skema til at strukturere sin arbejdstid med.
”Et ugeskema i pdf-format, som man selv kan printe ud og udfylde, er et meget populært redskab. Det er nærmest anakronistisk, men det siger noget om, at de studerende faktisk har brug for sådan et redskab til at planlægge og styre deres tid, og at de selv er bevidste om, at de har brug for det”, siger Tine Wirenfeldt Jensen, der er ansvarshavende redaktør af sitet.
Også emnet feedback efterspørger de studerende. På Studiemetroen kan man downloade et spil til at facilitere feedbackprocesser i grupper med, og det gør mange.
Problemformuleringer er et andet populært emne på sitet.
”Både kravene til problemformuleringer, som man kan finde under Formalia, og støtte til processen med at få skrevet en problemformulering, som man får i onlineredskabet Scribo, er meget efterspurgte. Også Studiemetroens interaktive øvelse i nonstop-skrivning, som er den eneste af sin art, er populær,” siger Charlotte Albrechtsen.
Tag på en guidet tur med Studiemetroen
Studieværktøjet består af mange emner, og for at hjælpe de studerende er der lavet nogle guidede ture, man kan tage alt efter hvilken situation, man står i.
”Vi har netop lanceret seks forskellige guidede ture på Studiemetroen. De tager udgangspunkt i bestemte studenterbehov og fungerer som en alternativ indgang til Studiemetroens materiale. Her får man trin-for-trin-anvisninger til fx at lave færre overspringshandlinger eller at finde de mest relevante kilder til sit studiearbejde,” siger Charlotte Albrechtsen.
Fakta
Studiemetroen er et elektronisk studieværktøj på Aarhus Universitets hjemmeside. Den rummer over 200 sider med tekster, interaktive øvelser og videoer. Værktøjet er udviklet i samarbejde med undervisere, studerende og bibliotekarer og har eksisteret siden 2002. Det daglige arbejde med Studiemetroen er forankret i Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Arts, Aarhus Universitet.
Gå til www.studiemetro.au.dk
Yderligere information
Tine Wirenfeldt Jensen, ansvarshavende redaktør, twjensen@tdm.au.dk
Charlotte Albrechtsen, daglig redaktør, calbrechtsen@tdm.au.dk