Aarhus Universitets segl

Stor bevilling til middelalderbyen

Velux Fonden har doneret 4,3 mio kr og sikrer dermed, at et stort projekt om de danske byer i middelalderen, nu kan blive fuldført. Bevillingen betyder samtidig, at to forskere på Aarhus Universitet skal i gang med at skrive et stort værk af national interesse om danske middelalderbyers historie og arkæologi.

Donationen er givet til Den Gamle By, som gennemfører projektet i tæt samarbejde med Dansk Center for Byhistorie og Aarhus Universitet. I Den Gamle By er der taknemmelighed at spore over, at det store projekt om middelalderbyen nu kan blive fuldført.

Projekt Middelalderbyen blev iværksat for 34 år siden på initiativ af daværende professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, senere rigsantikvar, Olaf Olsen. Med donationen fra Velux Fonden kan projektet nu afsluttes:

 –Vi er rigtig glade for, at bogen om middelalderens Aarhus nu bliver skrevet. Og det er en stor hjælp for det videre arbejde med alle danske byers historie, at en stor del af kildematerialet gøres tilgængeligt, ligesom det er rigtig godt, at projektet nu bliver afsluttet med et samlebind, der bliver skrevet af to af de fremmeste forskere på området", siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, der også er formand for bestyrelsen for Dansk Center for Byhistorie.

Smukt illustreret værk er i støbeskeen

De to universitetsforskere, der skal i gang med at skrive, er dels middelalderarkæologen Hans Krongaard Kristensen, der har en lang forskerkarriere bag sig og har et omfattende kendskab til middelalderens huse og bygninger, dels historikeren Bjørn Poulsen, der har skrevet om de danske byers historie mange steder. Arbejdet gør det for første gang i nyere tid muligt at samle den ellers spredte viden fra de omkring 100 danske middelalderbyer og præsentere den samlet.

-Værket skal kronologisk strække sig fra omkring år 700 og frem til midten af 1500-tallet, så det er en lang udvikling, der skal skildres. I denne periode blev jo grundlaget for vort nuværende system af byer lagt, udtaler Bjørn Poulsen.

Han understreger, ”at det både er en fundamental og spændende periode. Målet er at forstå, hvordan fundamentet til vort århundredes totalt urbaniserede samfund blev lagt.” Geografisk vil alle de gamle danske områder som Skåne og Slesvig blive inddraget.

De to forfattere glæder sig til at gå i gang med opgaven og vil søge at skabe et smukt illustreret værk, der forener den brede historie og kulturhistorien med en redegørelse for de arkæologiske levn.