Aarhus Universitets segl

Stort AU-projekt om teknologi i fremtidens byer modtager fornem anerkendelse

Europa-Kommissionen har udnævnt 'Center for den Digitale Omstilling i Byer og Samfund' ved Aarhus Universitet (AU DITCOM) til én af Europas førende innovatorer for sit arbejde med det digitale pilotprojekt SynchroniCity.

Foto: SynchroniCity/Tom Blockley.

Én af Europas førende innovatører.

Sådan lyder udnævnelsen fra Europa-Kommissionen til Aarhus Universitets 'Center for den Digitale Omstilling i Byer og Samfund' – også kendt som AU DITCOM.

Den fornemme titel er givet af kommissionens særlige platform, Innovation Radar, hvor uafhængige eksperter hvert år finder og fremhæver idéer og tiltag med potentiale til at gøre nytte for fremtidens samfund.

Her er anerkendelsen faldet på AU DITCOM for sin indsats med pilotprojektet SynchroniCity, der gennem de seneste tre år har arbejdet for at opbygge et åbent og fleksibelt marked for digitale løsninger med sensorer og kunstig intelligens, leveret af små og mellemstore virksomheder til byer i Europa og resten af verden.

Ambitionen er, at løsningerne kan bidrage til at forbedre servicen til borgere inden for eksempelvis trafik-, sundhed- og klimasektoren, samtidig med at det generelle ressourceforbrug nedsættes. Alt sammen med Aarhus Universitet i en ledende rolle for projektet.

"Byer er katalysatorer for den gennemgribende digitale omstilling af hele samfundet. Det er her, at al kompleksiteten mødes. Men vi ser også, at simpel copy-paste ikke fungerer fra den ene by til den anden," forklarer Martin Brynskov, som er lektor i Informationsvidenskab og koordinator og leder af SynchroniCity.

"Projektet er en del af en langt større global bevægelse, som skal få os videre fra forsøgsstadiet og med eksemplets magt skabe løsninger og standarder, der passer til den virkelige verden på en måde, der er god for både borgere, myndigheder og virksomheder. Vi skal vise, hvordan man kan koble lokale hensyn til et globalt marked ved at sætte menneskers behov i centrum," uddyber han.

Masterclass til kommuner
Anerkendelsen fra Innovation Radar baserer sig blandt andet på det tætte samarbejde, AU DITCOM har formået at skabe på tværs af byer i Europa, Sydkorea, USA, Mexico og Brasilien med afsæt i det globale netværk Open & Agile Smart Cities.

Netværket har netop til hensigt at skabe et marked for fleksible og digitale løsninger til byer verden over, og erfaringerne herfra, sammenlagt med arbejdet i SynchroniCity-projektet, har AU DITCOM nu omsat til en særlig masterclass for danske kommuner med fokus på de digitale forandringer, den offentlige sektor står over.

"Danske kommuner oplever i stigende grad, at den digitale omstilling påvirker et bredt spektrum af arbejdsopgaver og trænger ind i alle dele af organisationen. Kommunernes handlerum i forhold til den digitale omstilling bliver ikke længere kun defineret af lokale og nationale rammer, men i stigende grad også af europæisk lovgivning og politiske prioriteter," fortæller Martin Brynskov om baggrunden for den nyoprettede masterclass.

Forløbet har fået den ordrette titel 'Digitale Forandringer i de Danske Kommuner og den Offentlige Sektor: Organisatorisk Agilitet og Robusthed i en Kompleks Digital Verden' og består helt konkret af undervisning, casestudier, gruppearbejde og diskussioner.

Det første forløb fandt sted sidste efterår og udbydes igen til foråret næste år.


Fakta:
SynchroniCity er et EU-projekt, der over de seneste tre år har rettet fokus på, hvordan datadrevne løsninger, som testes og implementeres i én by, kan skaleres og udbredes til mange andre. 

- Projektet har haft et samlet budget på cirka 150 millioner kroner og er en del af et større initiativ med afsæt i ’Internet of Things’-teknologien, som i grove træk handler om, hvordan fysiske objekter udstyret med sensorer eller software kan kommunikere med omverdenen via internettet. 

- I alt 38 partnere har været tilknyttet SynchroniCity, heriblandt virksomheder, byer og universiteter fra Europa, Sydkorea, USA, Mexico og Brasilien.