Forskerteamet, ledet af Dr. Izzy Wisher, som dengang var ph.d.-studerende i arkæologi ved Durham University, testede teorien om, at hulekunstnere kan have oplevet pareidolia – et psykologisk fænomen, hvor man ser meningsfulde former i tilfældige mønstre, såsom at se ansigter i skyer.

De undersøgte, om pareidolia kan have haft indflydelse på de kunstnere, der malede dyr på væggene i hulerne i Las Monedas og La Pasiega i det nordlige Spanien. I så fald ville man forvente, at de fleste malerier var forholdsvis enkle afbildninger af dyr, hvor hulevæggene er en integreret del af dem (pareidoliske billeder er typisk enkle og ikke særlig detaljerede).

Deres undersøgelse, som blev offentliggjort i Cambridge Archaeological Journal i dag, viste, at pareidolia kan være årsagen til, at nogle af hulemalerierne blev lavet, hvilket tyder på, at hulekunstnernes opfattelse var påvirket af det samme psykologiske fænomen, når de kiggede på hulevæggenes naturlige detaljer, som mennesker stadig oplever i dag.

Kunst kan have været en del af en ‘kreativ samtale’ med hulevæggene
Ud over at finde beviser for, at pareidolia spillede en rolle i produktionen af nogle hulemalerier, fandt forskerne også ud af, at hulemalerne var påvirket af deres egne oplevelser og kreativitet.

Dr. Izzy Wisher, som nu arbejder på Aarhus Universitet, siger:

“Det er spændende at se, at hulekunstnere i den øvre palæolitiske æra også oplevede pareidolia, ligesom mange af os gør i dag, og at dette påvirkede deres kunst. Ligesom en moderne kunstner kan lade sig inspirere af en grundlæggende form, såsom en revne i et materiale eller en klat maling på et lærred, og bygge sin kunst op omkring den, så kan vi se, at hulekunstnere arbejdede på lignende måder. Men selv om vores undersøgelse viste, at pareidolia havde en vis indflydelse på hulekunstnerne, var det ikke altid tilfældet, hvilket gav os et fascinerende indblik i disse tidlige maleres arbejde. Efter vores mening kan deres kunst have været en del af en ‘kreativ samtale’ med hulevæggene, hvor de lod sig inspirere af det, de så i hulevæggens revner og former, men også brugte deres egen kreativitet.”

Forskningen viste, at hele 71 procent af de malerier, som er blevet undersøgt i Las Monedas-hulerne, og 55 procent af de malerier, der er blevet undersøgt i La Pasiega-hulerne, havde en stærk forbindelse til hulevæggens naturlige detaljer, hvilket tyder på, at pareidolia kan have haft en vis indflydelse på kunstnerne.

For eksempel skulle hulevæggens buede kanter forestille at være ryggen på dyr såsom vilde heste, og naturlige revner blev brugt som horn på bisonokser.

Undersøgelsen viste også, at af de malerier, der havde en klar forbindelse til hulevæggens naturlige detaljer, manglede størstedelen (80 procent i Las Monedas og 83 procent i La Pasiega) yderligere detaljer såsom øjne eller hår, hvilket hænger sammen med den enkelhed, som billeder, der er påvirket af pareidolia, har.

Pareidolia havde en klar indflydelse på nogle, men ikke alle, kunstværker
Forskerteamet, der omfattede Professor Paul Pettitt, Department of Archaeology, og Professor Robert Kentridge, Department of Psychology, begge ved Durham University, undersøgte også, om lysforholdene i hulerne på det tidspunkt, hvor kunstværkerne blev skabt, kunne have bidraget til den potentielle indflydelse af pareidolia. 

Til dette formål brugte Dr. Izzy Wisher VR-gamingsoftware kaldet Unity til at modellere hulevæggene og efterligne de lyskilder, der blev brugt af hulekunstnerne, som ville have bestået af flimrende lys fra små fakler eller lamper. På denne måde kunne de lære lidt mere om de visuelle effekter på hulevæggen.

Resultaterne viste, at der ikke var en stærk sammenhæng mellem svage og ustabile lysforhold og hulekunst, hvor der gøres brug af væggenes naturlige detaljer.

Dr. Izzy Wisher hævder, at dette kombineret med konklusionen om, at pareidolia havde en klar indflydelse på nogle, men ikke alle, kunstværker, tyder på, at hulekunstnere også aktivt har ledt efter former, der mindede om dyr, i hulerne for derefter at indarbejde dem i deres malerier som en del af en nuanceret dialog mellem kunstnerens personlige kreativitet og de former, der ses på hulevæggene.

Mens teorien, om at pareidolia kan have påvirket hulekunstnere, længe har været diskuteret, mener teamet, at deres undersøgelse tilbyder de første systematiske tests af denne teori og er den første til at bruge simulerede lysforhold i virtual reality til dette formål.

Det øger forståelsen af de øvre palæolitiske hulekunstneres oplevelser, ønsker, fantasi og indflydelse, og hvordan hulekunst kan være blevet skabt. Det fremmer også Durham Universitys forskning i visuel palæopsykologi.

Pareidolia kan være blevet udviklet for hjælpe mennesker med at undgå rovdyr ved i højere grad visuelt at kunne tolke potentielle farer, såsom at se rovdyr, der gemmer sig bag en busk. Det er en grundlæggende del af menneskers visuelle system og blev sandsynligvis udløst i mørke hulemiljøer.

Bag om forskningsresultatet

“Conversations with Caves: The Role of Pareidolia in the Upper Palaeolithic

Figurative Art of Las Monedas and La Pasiega (Cantabria, Spain)” (2023)

Izzy Wisher, Paul Pettitt & Robert Kentridge, Cambridge Archaeological Journal.

Læs den videnskabelige publikation

Denne forskning blev økonomisk støttet af Arts and Humanities Research Council (AHRC) Northern Bridge Doctoral Training Partnership som en del af Dr. Wishers ph.d.-projekt. Tilladelser til denne forskning blev godkendt af Gobierno de Cantabria.

Nyhed skrevet af presseteam ved Durham University

Contact

Dr. Izzy Wisher
Postdoctoral researcher
Department of Linguistics, Cognitive Science and Semiotics and Department of Archaeology, Aarhus Universitet
email Izzy.c.wisher@durham.ac.uk
Phone:  0045 7155 4145