Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

AiE – matchmaker for dig som nyuddannet

Hvordan får man akademiker til at rime på erhvervsliv? Det spørgsmål stiller mange humanister unægtelig sig selv en gang eller to i løbet af deres studietid. Og med god grund. For især humaniorauddannelserne har i de seneste år været omdrejningspunkt for en del kritik i medierne, hvor ’manglende praktisk erfaring’ og ’arbejdsløshed’ har ekkoet gentagne gange. Men vinden er ved at vende.

23.10.2020 | Line Forsberg Kristensen

Ovenfor: Christine Dimke er uddannet fra Nordisk, og hun arbejder i dag ved DermaSpace og Maul Biler. Foto: Christine Dimke. Nedenfor: Andreas Bjerre Lunkeit er uddannet fra Medievidenskab, han arbejder i dag hos Nilas3D i Horsens. Foto: Andreas Bjerre Lunkeit.

Det er AU-projektet Akademiker i Erhvervslivet (AiE) et aktuelt eksempel på, der har til formål at øge beskæftigelsen blandt kandidater fra Arts og samtidig få virksomhederne til at stifte bekendtskab med akademikere og deres kompetencer. Læs med videre om, hvordan du som nyuddannet Arts-kandidat kan drage fordel af AiE – og hvorfor du kan betragte det som din nye job-wingman.

En glidende overgang fra studie til job

Det handler i bund og grund om, at erhvervslivet er begyndt at få øjnene op for, hvad humanistisk arbejdskraft kan. Og det er her, at AiE indtager rollen som matchmaker ved at parre nyuddannede humanister med små og mellemstore virksomheder med det formål at gøre vejen mellem dit studie- og arbejdsliv kortere. Det har indtil videre båret frugt: Initiativet, der er et samarbejde på tværs af Arts, lokale erhvervsråd i Region Midtjylland og 21 små og mellemstore virksomheder, har foreløbigt banet vejen for 17 helt nye stillinger. Samtidig med at kandidaternes arbejdskraft medvirker til virksomhederne, er det altså også et initiativ, der skaber grobund for et helt nyt jobmarked, hvor akademikere kan omsætte deres analytiske kompetencer til konkrete værktøjer.

Startskuddet har lydt -

De første nyuddannede kandidater er netop nu ude i virksomhederne og har allerede bidraget betydeligt med deres akademiske kompetencer til alt fra strategiudvikling og målgruppeanalyse til optimering af virksomheders online identitet og implementering af FN’s verdensmål - akademisk arbejde der i sidste ende har til formål at øge virksomhedernes innovations- og konkurrenceevne. Og udbyttet går selvfølgelig også den anden vej. Christine Dimke, der blev kandidat fra Nordisk sprog og litteratur i sommer, nævner blandt andet det at få ansvar og tage initiativ samt at være en aktiv del af idéudviklingen som nogle af de fordele, hun har fået ud af at arbejde i en mindre virksomhed. Hun fremhæver herunder, hvordan hun konkret bruger sine humanistiske kvalifikationer fra studiet ude i virksomhederne Dermaspace og Maul Biler:

”Til eksempel kan jeg fremhæve mine kompetencer inden for strategisk kommunikation, da jeg gennemgår, udvikler og forfatter forskellige tekstmaterialer. Et andet eksempel kunne være, når virksomhederne har brug for, at et bestemt felt eller emne bliver grundigt undersøgt. Her trækker jeg især på mine kompetencer til at arbejde analytisk og struktureret, når et større materiale både skal indsamles, forstås og koges ned til bullet points”.

Også Marianne Tarpgaard, der har læst uddannelsesvidenskab oplever, hvordan hun trækker på sin viden fra studiet og især erfaringen fra specialeprocessen i arbejdet med blandt andet organisationsudvikling, artikelskrivning og produktion af reklamefilm for virksomheden Kongruens.

Et tredje eksempel på en færdiguddannet kandidat, der har benyttet sig af AiE, er Andreas, der har læst Medievidenskab og i dag sidder som forretningsudvikler hos virksomheden Nilas3D. Her beskriver han, hvordan han sætter sine humanistiske kompetencer i spil i arbejdet med web- og content-udvikling: ”Fra min faglige baggrund i medievidenskab kan jeg eksempelvis være meget modtagerorienteret, når jeg producerer indhold og content til websitet”. Derudover nævner han akademiske styrker som strukturering og analytisk sans i forhold til at kunne sætte sig ind i og tage kritisk stilling til nye emner i hverdagen.

Unikke kvalifikationer

Det er altså med succes, at AiE indtil videre har givet 17 nyuddannede Arts-kandidater en hjælpende hånd ud i erhvervslivet. En af de virksomheder, der har taget imod tilbuddet om at få tilknyttet en nyuddannet kandidat, er Dermaspace i Skanderborg, der uddyber, hvordan universitetsuddannede bidrager til virksomheden:

”Vi står over for lancering af en række nye produkter, men er i tvivl om, hvordan markedet og målgrupperne ser ud. Så det er en kæmpe hjælp for os, en lille iværksættervirksomhed, at kunne få en højtuddannet medarbejder til at arbejde med netop den opgave i en periode. Den faglige og helt nye viden, som en kandidat kommer med, vil helt klart løfte vores beslutningsgrundlag til et højere fagligt niveau. Derved får vi et meget bedre grundlag for at lave en gennemarbejdet og realistisk strategiplan”, fortæller virksomhedsejer Mette Vernegaard.

Med andre ord: Akademikere skaber ganske enkelt værdi for de små og mellemstore virksomheder, som AiE har indgået samarbejde med. Og når akademikere er med til at skabe konkrete resultater med deres faglige kompetencer, så er der pludselig ikke langt fra universitetsfaglighed til en unik jobmulighed. Så til dig, der snart er færdiguddannet, mangler inspiration til hvordan du kan omsætte dine akademiske evner til praksis eller til dig, som aktivt søger et job – så lad AiE agere limen mellem dig og din kommende karriere.

Læs mere om projektet her og meld dig ind i AiE-netværket på LinkedIn.

Uddannelse, Arts, Studerende