Mellemformer har i 15 år været den danske betegnelse for den måde at organisere undervisningen i skolen på, der bevæger sig mellem segregerede specialtilbud og inklusion i almenskolen.

”Det er en særlig form for inklusion, der foregår ”midt imellem” almen- og specialområdet,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, der har skrevet den nye forskningsoversigt ’Mellemformer: Mellem almen- og specialpædagogik’.

Forskningsoversigten gennemgår den eksisterende danske og internationale forskning på området og giver et første samlet bud på, hvad specialpædagogik er, når den indgår som en del af almenpædagogikken.

Hjælp til at udvikle undervisningen

Siden begrebet ’mellemformer’ første gang blev brugt herhjemme i 2010 i en publikation fra Finansministeriet, der kortlagde specialundervisningsområdet, er det både af forskere og politikere blevet fremhævet som et alternativ til den økonomisk dyre og pædagogisk utilfredsstillende segregering. Et alternativ, der kan medvirke til, at inklusion af alle børn i almenundervisningen i højere grad sker med udgangspunkt i de enkelte børns aktuelle og særlige behov.

Men kvaliteten i mellemformer kommer ikke af sig selv, understreger Lotte Hedegaard-Sørensen.

"Det kræver, at flere fagprofessionelle fra specialundervisningen, fra PPR og andre ressourcepersoner flytter ind i den almene skole og kommer helt tæt på lærernes arbejde i klassen."

”Hvis ambitionen med mellemformer er, at flere børn skal rykkes fra den segregerede specialundervisning over i den almindelige folkeskole – og det er jo i hvert fald den præmis, politikerne sætter - så er budskabet fra både den danske og internationale forskning klart. Det kræver, at flere fagprofessionelle fra specialundervisningen, fra PPR og andre ressourcepersoner flytter ind i den almene skole og kommer helt tæt på lærernes arbejde i klassen.  At de bliver videnspersoner, der er tilgængelige, og som kontinuerligt kan hjælpe lærerne med at udvikle undervisningen,” siger hun.

Inspiration fra Finland

Selvom selve begrebet mellemformer kun bruges i Danmark, er der også internationalt stort fokus på at integrere specialpædagogik i den almene skole. Ambitionen er den samme: at tilpasse den almene undervisning til de mange forskelle i forudsætninger, baggrunde og interesser hos eleverne. I stort set alle lande volder den ambition vanskeligheder, men Lotte Hedegaard-Sørensen fremhæver Finland som en undtagelse, vi kan hente stor inspiration hos.

”Når det i højere grad ser ud til at lykkes i Finland, er det fordi det politiske, det organisatoriske og ledelsesmæssige og det pædagogiske og didaktiske er tæt forbundet. I alle led arbejdes der systematisk og sammenhængende med at understøtte en måde at lave skole på, hvor det specialpædagogiske integreres i den ordinære undervisning,” siger hun og uddyber:

”Det sker bl.a. ved at understøtte, at professionelle med specialpædagogiske fagligheder indgår i et tæt, forpligtende samarbejde med lærere om at udvikle og gennemføre en undervisning, hvor der bliver gjort noget særligt over for nogle særlige børn, men på måder, der sikrer, at alle kan være med i det samme læringsfællesskab,” siger hun.

Situeret specialpædagogik starter i børnefællesskabet

Forskningsoversigten indkredser, hvad forskningslitteraturen egentlig forstår ved specialpædagogik. Særligt én forståelse dominerer billedet, nemlig den, der tager afsæt i børn med diagnoser, og som orienterer sig mod at kompensere for diagnoserne gennem evidensbaserede programmer og interventioner. Dette foregår dog ofte uden for undervisningen i den ordinære skole og altså på afstand af børnenes fællesskaber i klassen.  

"Det er en form for specialpædagogik, som bliver trukket frem og – nogle gange pludseligt - folder sig ud i undervisningen, når situationen kalder på det."

”Hvad specialpædagogik er, når det finder sted som del af almenundervisningen, giver forskningen derimod ikke noget entydigt eller klart svar på. Her har vi et stort videnshul, både i Danmark og internationalt,” siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Som alternativ forståelse bruger hun begrebet ’situeret specialpædagogik’. Det er en specialpædagogik, der finder sted som en del af den almene undervisning med afsæt i børnefællesskaberne.

”Det er en form for specialpædagogik, som bliver trukket frem og – nogle gange pludseligt - folder sig ud i undervisningen, når situationen kalder på det. Det betyder ikke, at man ikke kan planlægge den. Tværtimod bygger den på en opmærksomhed på, hvad det er for nogle barrierer, nogle børn kan opleve, når man underviser sådan og sådan, og hvordan man kan arbejde med de barrierer,” siger hun.

Forskningsoversigten går også i dybden med det såkaldte ’Universal Design for Learning’, et internationalt anerkendt didaktisk rammeværk, der ifølge Lotte Hedegaard-Sørensen sammentænker specialpædagogik/didaktik og almenpædagogik/didaktik.

”Det er en måde at tænke undervisning for alle på, hvor hovedideen er, at det, der er godt for de få, ofte er godt for de mange. Det tager afsæt i, at børn er forskellige, og at vi skal komme forskellighederne i møde ved at tilrettelægge en undervisning, der skaber flere veje til at nå de samme faglige mål,” siger hun.

Podcast: ”Det, der er nødvendigt for få, er godt for mange”

Sammen med forskningsoversigten udgiver DPU en podcast, hvor Lotte Hedegaard-Sørensen fortæller om mellemformer, om forskningen på området og om de politiske og organisatoriske rammer. Du møder også Kisa Ørgaard Laursen, der er co-teacher og inklusionslærer ved Gladsaxe Skole.

Hun fortæller, hvordan hun sammen med sine kolleger arbejder med mellemformer i praksis, bl.a. gennem co-teaching og et tæt samarbejde med PPR og andre ressourcepersoner. Begge dele er vigtige forudsætninger for, at alle elever oplever, at de deltager i et fagligt og socialt fællesskab.

At arbejde med mellemformer er for Kisa Øhrgaard Laursen at tilrettelægge og gennemføre undervisning ud fra elevernes forskellige behov og forudsætninger med inddragelse af viden og erfaringer fra specialpædagogikken. Det sker ud fra den devise, at det, der er nødvendigt ift. nogle få elever, ofte viser sig at være godt for de fleste elever. Og hun spørger, om ikke principperne bag mellemformer faktisk burde være styrende for al undervisning i skolen.