Anne Marie Pahuus fortsætter som prodekan på Arts
Anne Marie Pahuus er blevet forlænget som prodekan for forskning på Arts for en ny 3-årig periode.
”Anne Marie Pahuus har været en ildsjæl for samarbejdet på tværs fakulteterne. Hun har et dybt kendskab til både vores forskningsmiljøer på arts og til fonde og andre samarbejdspartnere, så det er meget glædeligt, at vi med hendes forlængelse som prodekan kan fortsætte det gode samarbejde i de kommende år”, siger Johnny Laursen, dekan for Arts, Aarhus Universitet.
Anne Marie Pahuus har været prodekan for forskning på Arts siden 2011 og er med den nye aftale ansat frem til 2025. Når hun har valgt at løfte opgaven i yderligere tre år, så handler det om et ønske om at være med til at få synliggjort humanioras vigtighed i en tid, hvor hele fagområdet er under pres.
”Vi skal vise alle de steder, hvor humaniora gør en verden til forskel. Jeg vil gerne påtage mig min del i forhold til at fortælle om det videnstab, som det vil være for vores samfund, hvis universiteterne og politikerne i fællesskab drejer opmærksomheden væk fra de forskningsspørgsmål om mennesker og samfund, som vi har forstand på og kan håndtere”, siger Anne Marie Pahuus, der peger på, at Arts skal sikre tid til faglighed af høj kvalitet ved at forbinde forskning og uddannelse bedre.
”Som prodekan ser jeg en opgave i at sikre, at forskerne har mulighed for sammenhængende tid til fordybelse såvel som tid til at bringe vores videnskaber i forbindelse med kunsten og med den praksis, som vores forskning hænger sammen med.”
Anne Marie Pahuus kom til rollen som prodekan ved Faculty of Arts efter at have været lektor i filosofi og institutleder på Institut for Filosofi og Idéhistorie på det tidligere humanistiske fakultet på Aarhus Universitet. Man møder hende også fortsat ofte som foredragsholder på Folkeuniversitetet eller i interviews i dagspressen, og hendes bidrag til bogserien Tænkepauser (Kærlighed) har solgt i seriens største oplag.
Lettere at arbejde på tværs af fagligheder
Der skal passes godt på de uddannelser, som der efterhånden er få, der udbyder i både Danmark og resten af verden, lyder det fra Anne Marie Pahuus, og som prodekan vil hun samtidig have fokus på fortsat at sikre den gode organisering af forskning i forskningsprogrammer, enheder og centre. Men hun peger også på, at det skal gøres lettere at arbejde på tværs af fagligheder og landegrænser, og diversitet og interdisciplinaritet vil være væsentlige overskrifter i den kommende periode.
”Som prodekan vil jeg gerne gøre mit til at understøtte den tværfaglige dialog og sammen med fakultetets forskere bringe Arts’ mange stærke kompetencer i forhold til det interdisciplinære i spil, hvor jeg kan”, siger Anne Marie Pahuus.
Af konkrete initiativer nævner hun bl.a. de såkaldte ’eksplorative forskningsfrokoster’ for temaer, der krydser fakultetsgrænser, og en styrkelse af forskerstøtten i forhold til eksterne ansøgninger inklusiv den del, der handler om at tænke god datahåndtering med ind fra starten af et forskningsprojekt.