Aarhus Universitets segl

Folkemødet 2022: Arts sætter fokus på klimadfærd og livet i udkanten

Når folkemødet i Allinge på Bornholm den 16. – 19. juni igen samler tusindvis af besøgende, så er det også muligt at møde forskere fra Faculty of Arts til debatter om ændringer af vores klimaadfærd og om liv og sammenhold i Udkantsdanmark.

Kreditering: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Blandt de mange events på årets folkemøde er Arts vært både for en forfattersamtale om tilværelsen og perspektiverne i Udkantsdanmark og for en debat mellem Arts-forskere om, hvordan vores klimaadfærd kan ændres, så der kan blive tålelige levevilkår for fremtidige generationer af mennesker.

Vrede, kærlighed og sammenhold i udkanten

Forfattersamtale den 17. juni 2022 17:00 - 17:45

Mød vinderen af de Gyldne Laurbær, forfatteren Thomas Korsgaard og Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad til en samtale om kærlighed, vrede og sammenhold i Udkantsdanmark.

Thomas Korsgaard har skrevet trilogien ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” om Tue, der vokser op i udkanten og til sidst forsøger at finde fodfæste i København.

Kaare Dybvad blev valgt ind i folketinget i 2015 samtidig med, at han udgav i debatbogen ”Udkantsmyten” med undertitlen ”Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft”. I 2017 kom Dybvads anden debatbog ”De lærdes tyranni: hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”. Sammen skal de udforske, om udkanten er provinsiel og snæversynet, eller om verdens bedste samfund kræver en bedre balance mellem land og by. Samtalen modereres af litteraturhistoriker, postdoc Anne Green Munk fra Institut for Kommunikation og Kultur.

Vent ikke på, at de teknologiske dimser redder klimaet

Debat om klima, miljø og energi den 18. juni 2022 11:30 - 12:15

Arbejdet med at sikre bæredygtige, resiliente og langsigtede måder at leve på kræver, at vi anlægger lange tidshorisonter, og — ikke mindst — at vi også ser tilbage for et se frem. Dette panel fokuserer på sådanne spørgsmål i forhold til journalistik, uddannelse og dagligdagskultur.

Mød Henrik Bødker, lektor i medievidenskab og journalistik, som mener, at medier ikke kun skal formidle viden om klimaændringer, men også være bevidste om kulturelle aspekter af vores adfærd, Jonas Lysgaard, lektor i uddannelsesvidenskab, som vil give unge en cirkulær opfattelse af verden og ikke en fornemmelse af verdens undergang og Louise Fabien, lektor i filosofi, som vil have mennesker til at forstå, at vi er en del af et lokalt og globalt system, der er større end os selv.

Så hvad gør vi, når innovative løsninger kun giver klimaet et pusterum, og hvordan sikrer vi, at holdninger og adfærd ændres, så der er tålelige levevilkår for fremtidige generationer af mennesker?