Institutlederskifte på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet
Institut for Kultur og Samfund får ny konstitueret leder, når Marie Vejrup Nielsen overtager institutlederposten fra Andreas Roepstorff 15. maj 2023.
Andreas Roepstorff har meddelt, at han ønsker at træde tilbage som institutleder og vende tilbage til posten som viceinstitutleder for forskning. Her vil han i samarbejde med fagmiljøerne fokusere på at udvikle forskningen på instituttet.
”Jeg har været glad for samarbejdet med Andreas i hans rolle som institutleder og har nødig set ham forlade fakultetsledelsen, hvor han har været en værdifuld kraft i arbejdet med at konsolidere fakultetet og instituttets aktiviteter”, siger dekan Johnny Laursen
Andreas Roepstorff tiltrådte som institutleder 1. april 2022 og har i sit arbejde haft et særligt blik for den stærke forskningsprofil, som er instituttets kendetegn.
”Den seneste tid har givet anledning til grundige overvejelser over, hvordan jeg bedst bruger mine kræfter. Jeg kan se, at jeg som institutleder i den nuværende situation har svært ved at løfte forskningsdagsorden i det omfang, jeg havde håbet og ønsket. Jeg trækker mig derfor som institutleder og vender tilbage til posten som viceinstitutleder for forskning. Jeg har det seneste år fået dyb indsigt i instituttets mange styrker og kompetencer og ikke mindst i det store potentiale, som ligger i at arbejde tættere sammen på tværs af fagmiljøer. Det ser jeg frem til at yde en dedikeret indsats for at forløse”, fortæller Andreas Roepstorff.
Marie Vejrup Nielsen er ny konstitueret institutleder
Posten som institutleder overtages af Marie Vejrup Nielsen, som konstitueres i stillingen frem 30. november 2024. Marie kender som viceinstitutleder og tidligere tidlidsrepræsentant instituttet særdeles indgående og har været dybt involveret i de tilpasningsindsatser, som planlægges på instituttet.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte arbejdet i en tid med forandringer for Arts og for instituttet. Det er vigtigt, at vi holder fast i den gode linje, vi har lagt, og i de styrker vi har på IKS – vores stærke fagligheder både inden for uddannelse, forskning og administration – og vores evne til at samarbejde”, siger Marie Vejrup Nielsen. ”Samarbejde vil også være et nøgleord for det stærke hold, vi sætter”.
Marie er lektor i religionsvidenskab og viceinstitutleder ved Institut for Kultur og Samfund. Hun forsker i kristendommen i Danmark i dag og er særligt interesseret i folkekirken som trossamfund. Hun holder foredrag og underviser om folkekirken i mange forskellige sammenhænge.
”Jeg er glad for, at Marie har takket ja til udfordringen, og jeg glæder mig til at byde velkommen til hende i fakultetsledelsen. Marie er med sit store engagement og viden om instituttet den helt rette i forhold til at løse de udfordringer, som instituttet står overfor med hensyn til faldende studentertal, dimensionering og usikkerhed om kandidatuddannelserne. Det er jeg helt tryg ved, og jeg er sikker på, at instituttet fortsat vil stå med en stærk samlet ledelse", siger dekan Johnny Laursen
Marie Vejrup Nielsen vil være konstitueret indtil efteråret 2024, hvor rekrutteringsprocessen vedrørende ny institutleder forventes afsluttet.
Andreas Roepstorff fortsætter som viceinstitutleder for forskning og desuden vil Kirstine Helboe Johansen træde ind som ny viceinstitutleder for Personale og Organisation. En rolle hun vil varetage sammen med sin fortsatte stilling som afdelingsleder på teologi.