Aarhus Universitets segl

Vi skal genopfinde arbejdsdelingen mellem forskning og politik

Forskere og intellektuelle skal fokusere mindre på at være populære og mene noget og mere på at være saglige og vide noget. For det er og bliver den intellektuelle forskers rolle at bidrage til, at politikere ikke bliver usaglige og ansvarsløse.

Claus Holm

Månedens leder af Claus Holm, institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Offentligt ansatte er en forkælet faggruppe uden selvkritik. Nej, vent, måske er de snarere stakkels ofre udsat for nærmest voldelig kritik af deres chefer?  I den aktuelle debat er de forskellige udlægninger præsenteret af professor i statskundskab Ove Kaj Pedersen og lektor og sociolog Rasmus Willig, der begge gerne vil bane vejen for en fornyelse af velfærdsstaten.

Men forskningen kan ikke hjælpe dig med at træffe et kvalificeret valg – for her er der også frit slag. Konkret er der tilsyneladende frit valg mellem to intellektuelles tilgang.

Hvem har den mest populære tilgang? Det er nok Rasmus Willigs. Han holder nemlig med de undertrykte mod undertrykkerne. Mod konkurrencestaten, mod politikerne på Christiansborg og KL og frem for alt mod alle cheferne. Det virker. Ikke mindst fordi det spiller på en historisk stærk modsætning mellem elite og folk, der rækker tilbage til 1970erne. Hos Rasmus Willig bliver denne modsætning oversat til chefers krænkelser af deres medarbejdere i det offentlige.

Konkret fortalte Willig os i Politiken forleden, at han har samlet hundredvis af de svar, som disse medarbejdere i det offentlige får af deres chefer, når de ytrer kritik. Ifølge Willig tegner de et tydeligt billede. Af virkeligheden. Af psykiske voldsofre. Ja, så groft krænkes de fagprofessionelle grupper af offentligt ansatte af deres chefer, der kræver konstant omstillingsparathed og konkurrencementalitet. Med denne diagnose opnår Rasmus Willig popularitet. Han forstår de offentlige ansatte. Han forstår deres fagforeninger. Han forstår overgrebet. Han forstår deres lidelser. Men forstår dem alle. På samme måde.

Det tangerer efter min opfattelse et forsøg på at være så populær, at rollen som intellektuel sættes over styr. For tager Rasmus Willig overhovedet kritisk stilling til, om alle de svar, han har indsamlet, faktisk kan forstås som et stort overgreb på velfærdsstatens kerneprofessioner?

Konkurrencestatens chefer er som satan selv

Ove Kaj Pedersen har også nydt stor popularitet i de seneste par år. Hans bog "Konkurrencestaten" fra 2011 er bredt anerkendt som en træfsikker diagnose af den danske stats transformation fra velfærdsstat til konkurrencestat – eller om man vil fra en mere nationalt orienteret velfærdsstat til en konkurrenceudsat velfærdsstat i en globaliseret verden. Analysen peger på, at forandringen omfatter en skrap økonomistyring, der kræver højere kvalitet og større effektivitet i den offentlige sektor. Den diagnose fører nu til politisk-ideologisk splittelse. Blandt politikere, fagforeningsrepræsentanter og intellektuelle.

Ove Kaj Pedersen præsenterede i 2011 ”Konkurrencestaten” som et fænomen, der byggede på empiriske analyser. Men i dag levner den stadigt stærkere ideologiske debat af konkurrencestaten mindre og mindre plads til konkurrencestaten som en grundpræmis for Danmark i en globaliseret verden.

I stedet kandiderer konkurrencestaten – og dens chefer – til at være satan selv. Fordi denne stat gør skoleelever og gymnasieelever til 12-talsjunkier, fordi den skaber nedbrudte og stressede folkeskolelærere, sygeplejersker, socialrådgivere, medarbejdere i det hele taget. Denne stat skaber miljøproblemer, fordi den… Ja, listen af dårligdomme, som konkurrencestaten er skyld i, synes uendelig.  

Samtidig med at konkurrencestaten tales ned i helvede, tales den gode gamle velfærdsstat op i himmelske højder.

Det er den opfattelse, Ove Kaj Pedersen opponerede mod i et debatindlæg i Politiken for nylig. Han mener, de fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor mangler selvkritik og ansvarlighed – og det er i virkeligheden det, der underminerer opbakning blandt politikerne til en velfærdsmodel. Dette synspunkt har mildeste talt sænket Ove Kaj Pedersens popularitet.

Hvem ved bedst?

Men sådan er det også nogle gange. Intellektuelle forskere skal ikke gå efter populariteten, men efter både at vide bedre besked og give os klar besked om, hvad de ved. Ove Kaj Pedersen lever op til begge dele, når han for eksempel giver de fagforeningsformænd for lærere og pædagoger, der nu kritiserer ham for ikke at være på deres hold, klar besked om, at han ved bedre end de gør. Når det gælder Rasmus Willig, så ved Willig ikke bedre – i betydningen anderledes – besked end disse grupper. Men han giver os klar besked om, hvor krænkede de er – og de holder derfor med ham.

Men er der virkelig bare frit valg, om man er til den ene eller den anden intellektuelles forskningstilgang? Til en forskning, der støtter en kritik af ledelse og styring af disse fagprofessionelles arbejdsvilkår. Eller til en forskning, der støtter det synspunkt, at disse grupper mangler selvkritik. Det er der umiddelbart i denne sag. Og det kan være i politiske aktørers interesse. Men det er ikke frugtbart set ud fra et forskningsmæssigt synspunkt. Her er det vigtigt at protestere, hvis politikere misbruger forskningen eller får forskere til at se mere uenige ud, end de er. Det er også vigtigt, at forskerne tager livtag med hinandens forskning i emnet.

Debatten om konkurrencestaten er en ulykkelig situation for forskningen. Den er blevet så holdningspræget, at sagligheden omkring emnet er forsvundet.  Det gælder også de intellektuelles bidrag, der giver indtryk af, at også forskning kun er politik. I stedet giver debatten om konkurrencestaten anledning til at sige, at vi har brug for at genopfinde arbejdsdelingen mellem forskning og politik. For det er, på helt klassisk vis, den intellektuelles forskers rolle at bidrage til, at politikere ikke bliver usaglige og ansvarsløse.