I bunden af artiklen finder du en video med råd fra konferencen ”Medieeksponering – Øretævernes holdeplads”, hvor Stine Liv Johansen, Stinne Bach Nielsen (begge AU), samt Morten Sodemann deler deres råd om, hvordan man kan håndtere chikane. Stinne Bach Nielsen har foretaget en kvalitativ undersøgelse af chikane mod forskere, og deler nogle af de observationer hun har gjort. 

Forestil dig, at forsker X offentliggør en rapport, der viser, at en ny vaccine mod en almindelig børnesygdom har uventede bivirkninger hos en lille procentdel af befolkningen. Rapporten påpeger, at selv om vaccinen generelt er sikker og effektiv, kan den i sjældne tilfælde føre til alvorlige allergiske reaktioner.

Medierne griber straks fat i historien med sensationelle overskrifter som ’Ny vaccine farlig for børn!’ og ’Forskning afslører farlig børnevaccine!’. På sociale medier eksploderer diskussionerne, og folk deler deres bekymringer og vrede. Hashtags som #VaccineSkandale og #BørnsSikkerhed trender hurtigt.
Trolde begynder at sende hadefulde beskeder til forsker X på de sociale medier, men også på mail, på telefon, og endda personligt. Nogle af beskederne indeholder deciderede trusler, og politiet må involveres. Også politikere blander sig; nogle kræver øjeblikkelig tilbagetrækning af vaccinen, mens andre beskylder forskeren for at have skjulte motiver eller for at være antivaxer.

Offentligheden er splittet – nogle takker forskeren for at afsløre potentielle risici, mens andre kræver forskerens afskedigelse. Forsker X beslutter sig for aldrig nogen sinde at fortælle offentligt om sin forskning igen.
Desværre er denne – tænkte – situation ikke enestående: Danmarks Magisterforening lavede i 2021 en undersøgelse, der viste, at 4 ud af 10 forskere ikke havde udtalt sig i medierne om et emne, som de ellers havde faglig indsigt i. Mere end hver tredje af denne gruppe svarer, at de synes, den offentlige tone er for hård, og hver sjette af dem svarer, at de frygter at få trusler eller andre negative reaktioner.

I 2023 viste en tilsvarende undersøgelse fra DM og Danmarks ph.d.-netværk (PAND), at næsten hver tredje ph.d.-studerende undlader at deltage i den offentlige debat om emner relateret til deres forskning, fordi de frygter negative reaktioner. På det humanistiske og det samfundsvidenskabelige område er det ifølge en undersøgelse i Forskerforum næsten halvdelen (45 pct.), der undlader at deltage.

Vores egne erfaringer viser også, at det i høj grad er kvinder og yngre forskere, der trækker sig fra debatten. Det understøttes af en rapport fra Analyse & Tal fra 2021, som viser, at kvinder bliver angrebet langt oftere end mænd på sociale medier. De trækker sig typisk, dels fordi de ikke har lyst til at deltage i en konfrontatorisk debat, og dels fordi de også udsættes for de væsentlig hårdere eller mere personlige angreb.

Man kan sige, at shitstormene er en uventet og uønsket udløber af en ellers positiv udvikling: I 2003 blev universitetsloven ændret, så universiteterne fik pligt til at formidle deres viden til det omgivende samfund. Det er et rigtig godt princip – men det betyder også, at forskere kan komme til at bidrage – eller blive bedt om at bidrage – til politisk betændte situationer. Det er ikke nødvendigvis forskningen i sig selv, der er politiseret, men selve feltet, der forskes i.

Universiteterne har i fællesskab formuleret syv principper for god forskningskommunikation, som er rigtig fornuftige. De går blandt andet ud på, at forskningskommunikation skal være korrekt og relevant, angive forskningens usikkerhed, og hvordan den er lavet. Og man skal gøre forskningens perspektiv klart. Som det formuleres: »Forskere har både ret og pligt til at engagere sig i samfundsdebatten med perspektiver af etisk, politisk eller videnskabelig art. Der bør det være tydeligt, om et perspektiv falder inden for forskerens eget ekspertiseområde, er baseret på forskerens generelle viden om et bredere felt, eller om den f.eks. er baseret på en viden eller holdning, forskeren har, men som er ikke er relateret til vedkommendes forskningsområde«. Det er nogle gode principper, som klargør forskernes ansvar for kommunikation. En forsker kan ikke bare sige hvad som helst offentligt, men skal leve op til disse principper for god praksis. Imidlertid har forskning nogle karakteristika, som gør, at det kan være svært at håndtere kommunikationen, når forskningen foregår i et politiseret felt.
 
Forskning handler om at undersøge verden, men det kan tage lang tid for forskere at nå frem til en nogenlunde ensartet forståelse af, hvad man kan sige om den – hvad der skal gælde som sandhed. Og undervejs kan det være rigtig svært at vide, hvem der har ret.

Nogle gange bevæger forskning sig ud ad en tangent og viser sig efterfølgende at være skudt helt ved siden af. Det er vi nødt til at leve med i forskningsverdenen, fordi vi ikke på forhånd kan vide, hvilke vilde ideer der viser sig at være gode og rigtige, og hvilke der viser sig at være helt forkerte. Derfor har forskningsverdenen udviklet et sæt professionelle normer, der blandt andet handler om at være skeptiske over for nye resultater. Som regel regner et forskningsfelt ikke noget for tilnærmelsesvist sandt, før det er bekræftet af flere og andre uafhængige undersøgelser.

Vi anerkender, at der findes en vis mænge forskning, der faktisk er politisk – og hvor metoder udvælges, og resultater præsenteres, så politisk ønskværdige konklusioner er resultatet.

Men det er også vores erfaring, at det opdages på et tidspunkt og desuden er sjældent i dansk forskning. Langt hyppigere sker det, at forskning uforvarende bliver oplevet som politiseret, fordi feltet er politiseret. Et eksempel er vaccineforskning, der indtil coronaepidemien var en relativt overset del af dansk forskning, men som med epidemien pludselig blev voldsomt politiseret. I de situationer oplever forskerne ofte, at deres forskning uretmæssigt anklages for at være politisk.

At opleve, at ens forskning bliver politiseret, og man eventuelt udsættes for en shitstorm, kan have store konsekvenser. Ikke bare for den konkrete forsker, men for hele forskermiljøet, fordi alle andre forskere jo følger med. Vi er stærkt bekymrede over de resultater, vi gengav ovenfor, som tyder på, at mange forskere trækker sig fra den offentlige debat, fordi de frygter negative konsekvenser.

Mennesker kan have meget forskellige temperamenter. Nogle næres af en konfrontatorisk debatstil – og synes, det er livgivende at krydse klinger og sige sandheder. Andre finder den slags konfrontationer ubehagelige og vil hellere bruge kræfter på at finde fælles ståsteder og lære af forskelligheder. Den første slags debattører kan desværre let komme til at fortrænge den anden slags, som ofte vil vælge at trække sig.

Det er heller ikke kun personer, der kan have temperamenter, det kan kulturer også. Den amerikanske debatkultur er eksempelvis meget mere konfrontatorisk end den danske, som i højere grad bærer præg af, at ’vi må finde en fælles løsning, for i morgen skal vi igen arbejde sammen’. Det kan naturligvis udarte sig til en slags fællesskabets undertrykkelse. Men det er tydeligt, at også den amerikanske debatkultur har sine problemer. Når samfundets medlemmer holder helt op med at kunne tale sammen, får man et ustabilt samfund med alt for meget konflikt.

I Danmark er demokrati stadigvæk samtale. Det er besværligt og bøvlet, og det kan være svært at finde ud af, hvad der kommer ud af det. Men den proces er faktisk pointen. Det er, fordi vi taler sammen og interagerer med hinanden, at vi har et samfund, som hænger sammen. Forskernes input er en del af denne samtale, og det er et problem, hvis forskerne trækker sig, for så mangler den viden, som de vil kunne levere til den demokratiske samtale.

De senere år er der kommet et mere dystert perspektiv på spørgsmålet om demokrati som samtale. Sammenhængskraften er ikke kun blevet et spørgsmål om, hvordan vi skaber et godt samfund. Den er også blevet til sikkerhedspolitik. Det er en central del af f.eks. Ruslands hybridkrig at sprede desinformation – og ikke kun om emner, der handler om krig. Tværtimod er emnerne ofte i forvejen politiserede felter som køn, etnicitet, religion, klima og også vacciner. Et nyligt eksempel er den kvindelige algierske bokser Khelif, som under de olympiske leje blev mistænkt for at være mand, transkønnet eller have Y-kromosom. Flere danske medier viderebragte historien, selv om et russisk statsejet medie var eneste kilde. Som overskriften på en Zetland-artikel lød: ’Putin griner, når vi skændes om kønnet på en OL-bokser’.

I det lys er shitstorme ikke bare underholdning og noget, vi som samfundsborgere og forskere må vænne os til at leve med. De er skadelige, fordi de nedbryder sammenhængskraften og svækker vores demokrati og vores lands sikkerhedsmæssige robusthed.
Vi er nødt til at tage shitstorme mere alvorligt og gøre noget for at afbøde deres skadelige virkninger. Ud over forskere og deres ledelser involverer det også politikere og medierne.

Her følger et par råd og opfordringer:
 
Forskerne skal følge de syv gode principper for forskningskommunikation. De skal lære mere om, hvordan medier fungerer, og de skal blive bedre til at forstå, hvordan de mest hensigtsmæssigt kan agere i den offentlige debat. Det kræver også, at kommunikationen bliver set som en integreret del af forskningen og som noget, forskerkollektivet hjælper hinanden med. Forskere skal samarbejde om at blive bedre til at kommunikere og også støtte og hjælpe hinanden med kommunikationsopgaven.

Forskernes ledelser skal være klar til at hjælpe, når shitstormen rammer. Det er vigtigt, at ledelserne håndterer tidligt og reagerer, når deres medarbejdere får chikanerende eller truende henvendelser. Det handler om at markere, at forskere er offentligt ansatte, der udfører den opgave, de er ansat til. Og så er det en god idé at være parat til at sætte et andet og højere tempo, end man er vant til, når shitstormen raser.

Vi har f.eks. oplevet at arbejde med situation rooms og dermed læne os ind i den måde, man arbejder på i f.eks. sikkerhedstjenester, hvor man med kort varsel sammenkalder en til situationen sammensat gruppe (hr, kommunikation, ledelse …) til superkorte, men hyppige møder, så man kan følge stormens udvikling.
 
Medierne har også en vigtig rolle at spille: Medierne udgør grundlaget for troværdige demokratiske samtaler i vores samfund. Det er mediernes opgave at bidrage til at sikre en oplyst befolkning, stå vagt om demokratiets institutioner og se magten kritisk efter i sømmene. Imidlertid er danske medier i høj grad blevet afhængige af de kommunikationsteknologier og -forretninger, som er udviklet i Silicon Valley og nu også i Kina.

De er med andre ord ikke bygget hos os og dermed heller ikke bygget på danske, nordiske eller europæiske værdier eller tradition for oplysning og dannelse. De indebærer f.eks. algoritmer, der belønner konflikt, forargelse og splid. Det er ikke kun et demokratisk problem, der udfordrer den offentlige samtale og sammenhængskraft, men også et sikkerhedsproblem, når man risikerer at blive spændt for fremmede magters manipulation. Det er derfor vigtigt, at medierne tager ansvar for, hvad det er for en slags offentlig samtale, man er med til at skabe.

Politikerne har også et ansvar for sammenhængskraft og offentlig samtale. At få følgeskab på splittende dagsordener er ikke i sig selv nyt, men det er nyt at se det foregå på midten af det politiske spektrum. Det er ikke helt sjældent at se politikere diskutere med forskere, som om man diskuterede med et medlem af et andet parti.

Politikere må gerne kritisere forskning konkret, men hvis man som politiker kritiserer navngivne forskere, så virker det intimiderende, og det kan legitimere, at andre, ’troldene’, finder det legitimt at angribe forskeren personligt. Det, vi ser, er måske også her de sociale mediers algoritmiske indflydelse på debatten: Algoritmen belønner splittelse og forargelse, og derfor er der også politikere, der går den vej.

I stedet bør politikerne anerkende, at der er forskel på ’er’ og ’bør’. Det er forskningens opgave at beskæftige sig med at finde ud af, hvad vi kan vide om verden, eller om det, der er. Det er til gengæld politikkens opgave at drøfte, hvad der bør være, og hvad vi bør gøre.

Når politikerne indimellem beder om apolitisk forskning, så er der faktisk paradoksalt nok tale om politisering, fordi udsagnet ikke accepterer, at der er forskel på forskning og politik. Vores bedste råd vil være, at politikerne koncentrerer sig om at lave politik – og ikke om at vogte forskningen; det har vi andre systemer til.

Vi har et fælles ansvar for at bevare sammenhængskraft og den velfungerende offentlige samtale. Selv om det kan være fristende at score individuelle point på skarp positionering og hårde angreb, så kan vi kun opretholde et velfungerende og sikkert samfund, hvis vi besinder os på, at vi alle sammen skal samarbejde igen i morgen.

Indlægget blev bragt i Politiken lørdag d.16. november 2024.