Gymnasieelever har brug for undervisning i mundtlighed
På trods af at mundtlig fremstilling fylder en stor del i det danske uddannelsessystem, undervises elever ikke i mundtlighed. Konsulent ved CUDiM, Helle Hvass, giver i et nyligt tilføjet kapitel til Gymnasiepædagogik – En Grundbog sit bud på, hvordan underviseren kan arbejde med at styrke elevernes mundtlighed.

“I det danske uddannelsessystem har vi tradition for mundtlighed i undervisningen, men ikke for undervisning i mundtlighed. Det er et problem, fordi det fører til, at vi kommer til at favorisere de elever, som har medfødt talent for at formidle mundtligt. En lille andel af eleverne i en klasse bryder sig om at tage ordet – resten har brug for undervisning i at tage det”.
Sådan fortæller konsulent og retoriker Helle Hvass, som har bidraget med et nyt kapitel til 3. udgave af Gymnasiepædagogik – En Grundbog.
I kapitlet giver Helle Hvass sit bud på, hvad undervisning, der har fokus på mundtlighed, kan indeholde, og hvordan lærere i gymnasieskolen kan arbejde sammen om at styrke mundtligheden i en klasse.
Helle Hvass har mange års erfaring med at undervise i retorik i gymnasiet og med gymnasiepædagogisk udviklingsarbejde inden for retorik. I kapitlet giver hun forslag til, hvilke dele af retorikkens teori elever skal lære, hvilke øvelser elever med fordel kan arbejde med, og hvordan studiet af forbilledlig mundtlighed kan indgå.
Gymnasiepædagogik – En Grundbog er udgivet på Hans Reitzels Forlag og kan købes her.