Aarhus Universitets segl

Vinnie Nørskov modtager bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond

Bevillingen modtages til projektet: Illicit Antiquities in the Museum

Mange museer har i de senere år oplevet, at genstande i deres samlinger har fået betegnelsen illegale, fordi der er fundet beviser for, at de er blevet udgravet og eksporteret fra deres oprindelseslande uden tilladelse. Mange oldsager er derfor blevet leveret tilbage til oprindelseslandet. Men kan oldsager som én gang er defineret som illegale, restitueres som arkæologisk materiale?

Forskningsprojektet undersøger, hvordan illegale oldsager kan rekontekstualiseres og dermed genvinde noget af den tabte arkæologiske betydning. Mens den hidtidige forskning har fokuseret på årsager til og konsekvenser af den illegale handel samt metoder til at forhindre det, så fokuserer dette projekt på genstandene og deres forskningspotentiale. De har en værdi som evidens for de kriminelle aktiviteter, og den del af deres historie bliver ofte underkendt i forskningen.

I projektet inddrages den del gennem forensisk arkæologisk analyse. Apulien i Italien bruges som casestudie, fordi området har været plaget af plyndringer i årtier. Endvidere har Antikmuseet fra Italien indlånt ca. 1,500 fragmenter af apulisk rød-figurskeramik, som blev beslaglagt fra en kunsthandlers varelager i Schweiz i 2014.

Projektet undersøger bevismaterialet fra varelaget og kobler med naturvidenskabelige analyser af fragmenterne samt undersøgelser af de illegale udgravninger i området, for på den måde at kortlægge, hvor fragmenterne kan være plyndret, og dermed inddrage dem i kontekstuel arkæologisk forskning.

Bevillingsstørrelse:

2.731.527


Kontakt:

Vinnie Nørskov
Institut for Kultur og Samfund - Antikmuseet
Victor Albecks Vej 3
bygning 1414, 115
8000 Aarhus C

Fastnet: +4587162801