Som virksomhed og organisation kan du have stor gevinst i at indgå samarbejde med studerende. Samarbejdet kan foregå på mange forskellige måder. Ønsker I fx at få nye input til opgaveløsninger og indgå i et dagligt samarbejde med en studerende, kan praktik eller specialesamarbejde være en god mulighed for jer. Er I mere interesseret i at øge opmærksomheden omkring netop jeres virksomhed over for en stor gruppe studerende, da kan et fagligt oplæg i forbindelse med et karrierearrangement være en god idé. Med andre ord er mulighederne mange, og vi står klar til at hjælpe.
Arts Karriere er karrierecentret på Arts, Aarhus Universitet. Vores vigtigste opgave er at styrke vores ca. 10.000 studerendes karrierekompetence gennem arbejdsmarkedskendskab, kompetencebevidsthed og redskaber til jobsøgning.
Vi prioriterer samarbejde med arbejdsmarkedet højt i arbejdet med at understøtte karrieremuligheder for vores studerende.
Et samarbejde med Arts Karriere kan give din virksomhed/organisation synlighed og mulighed for at møde og rekruttere studerende og nyuddannede fra både Campus Aarhus og Campus Emdrup. Vi stiller også viden og sparring på bl.a. studieretninger og de studerendes kompetencer til rådighed.
Vores dør er åben – så ønsker du at samarbejde med studerende eller faglige miljøer på Arts, så kontakt os på karriere.arts@au.dk